Milton Huse vil bygge rækkehuse på Thygesminde Allé i Fredericia

Milton Huse vil bygge rækkehuse på Thygesminde Allé i Fredericia. I hvert fald har nordjyske 2E Group solgt en stor byggegrund til typehusbyggeren.

Det nordjyske Bygge- og ejendomsudviklingsselskab 2E Group har solgt en stor grund med plads til 90 rækkehuse i Fredericia.

Byggegrunden ligger på Thygesminde Allé i Fredericia, og 2E Group købte den allerede under finanskrisen i 2010.

Grunden er lokalplanlagt og der er udviklet bebyggelsesplan med mulighed for opførelse til 90 rækkehuse, oplyser 2E Group. Køberen af grunden inklusive bebyggelsesplanen er Milton Huse i Horsens.

“2E Group har primært i dag sine byggeaktiviteter i Storkøbenhavn og valgte derfor at takke ja tak, da der kom henvendelse om salg af byggegrunden fra Milton Huse. Der har været arbejdet med udvikling af rækkehusprojektet igennem flere år og ansøgt om byggetilladelse dertil. Udviklingsprojektet medfølger i handlen til Milton Huse”, skriver  Jesper Skovsgaard, indehaver af 2E Group.

Salget er sket direkte fra 2E Group til Milton Huse uden ejendomsmægler, oplyser 2E Group.