Sammen med totalentreprenøren 5E Byg holder AP Pension torsdag den 6. juni 2019 klokken 14 rejsegilde på Holbæk Fjordtårn. Visualisering; Juul | Frost Arkitekter.
Sammen med totalentreprenøren 5E Byg holder AP Pension torsdag den 6. juni 2019 klokken 14 rejsegilde på Holbæk Fjordtårn. Visualisering; Juul | Frost Arkitekter.

Når AP Pension og totalentreprenøren 5E Byg torsdag den 6. juni 2019 klokken 14 inviterer til rejsegilde på Holbæk Fjordtårn, er det samtidig startskuddet til afslutningen af projektet, inden de kommende beboere i slutningen af 2019 kan flytte ind i Holbæk Fjordtårn, der er tegnet af Juul | Frost Arkitekter.

Holbæk Fjordtårn, der har 17 etager og måler 57 meter, byder på 60 moderne lejligheder på mellem 60-160 kvadratmeter i et mix af leje- og ejerboliger.

Administrerende direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, ser frem til at kunne være med til at markere rejsegildet for Holbæk Fjordtårn.

– Med rejsegildet sætter vi gang i sidste etape af byggeriet af Holbæk Fjordtårn. Det er en helt særlig ejendom med en unik placering ved Holbæk Havn, hvor de kommende beboere får en fantastisk udsigt ud over Holbæk Fjord. Beboerne kommer til at bo i moderne lejligheder på en af Sjællands mest attraktive beliggenheder. Samtidig vil Holbæk Fjordtårn være med til at sikre et attraktivt afkast til alle kunderne i AP Pension, siger Peter Olsson.

Mange potentielle beboere – herunder ikke mindst kunder i AP Pension – har siden opstarten af projektet vist stor interesse for Holbæk Fjordtårn.

– Holbæk Fjordtårn er et projekt, der med sin placering og arkitektur har mødt stor interesse fra potentielle beboere – også uden for Holbæk. Det skyldes blandt andet, at det er let at komme til og fra Holbæk. På under en time kan du komme fra Holbæk Fjordtårn til centrum af København. Gennem hele arbejdet med Holbæk Fjordtårn har vi haft et virkelig godt og konstruktivt samarbejde med Holbæk Kommune, og vi glæder os til det fortsatte samarbejde, fortæller Peter Olsson.

I Holbæk Kommune ser de frem til at fejre rejsegildet for Holbæk Fjordtårn.

– Holbæk Fjordtårn er et spændende projekt. Vi glæder os til at følge den sidste etape af Holbæk Fjordtårn og ser frem til, at de kommende beboere flytter ind i ejendommen, siger borgmester i Holbæk Kommune Christina Krzyrosiak Hansen.

Totalentreprenøren 5E Byg har været med siden starten af byggeriet af Holbæk Fjordtårn, og entreprenøren glæder sig til, at beboerne kan flytte ind i det eksklusive tårn.

– Det er en fornøjelse at være med til at bygge moderne lejligheder, der med sin placering på Holbæk Havn byder på noget helt særligt. Holbæk Fjordtårn er et visionært projekt, som AP Pension udvikler, og vi er stolte over at være med til at realisere projektet, fortæller Torben Nielsen teknisk direktør i 5E Byg.

Hos Juul | Frost Arkitekter er de stolte over at være en del projektet, som har et nordisk islæt over sig.

– Det er en meget attraktiv beliggenhed – måske med landets bedste udsigt. Højt byggeri stiller store krav til den arkitektoniske kvalitet. Vi har sikret beboerne den bedst mulige udsigt, omvendt har vi haft stor respekt for området og oplandets udsigt til tårnet. Med plinten på tårnets sydside har vi tilføjet byen en ny lomme, hvor beboerne og byens borgere kan nyde solen, siger Flemming Frost, Founding Partner fra Juul | Frost Arkitekter.