Byggeriet af de sidste tre byggefelter i Odense Kommunes omdannelse af Thomas B. Thriges Gade sammen med Realdania i projektet “Fra Gade til By” er godt i gang. AP Ejendomme ser frem til at lukke de sidste ting i den ambitiøse plan om at binde centrum af Odense sammen igen – med gågade, boliger, aktivt handels- og kulturliv og grønne områder.

Over de kommende par år etablerer AP Ejendomme to nye karréer og et mindre byhus. Dermed tilføres 200 nye lejligheder midt i Odense samt detail og erhvervsmuligheder. Projektet som vandt konkurrencen udskrevet af Odense Kommune og Realdania, er tegnet af Arkitema Architects. Hjørnestensindsættelsen holdes på hjørnet af byggepladsen over for ruinen den 15. maj 2019 klokken 13.

Administrerende direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, ser frem til at indsætte hjørnestenen med Odense Kommunes borgmester, Peter Rahbek Juel.

– Med H.C. Andersensk ynde er Odense ved at udvikle sig til en af Danmarks moderne svaner. Byen har meget mere at byde på end den fine historik og det levende kulturliv. Byen udvikler sig også på det teknologiske plan, ikke mindst med universitet og robotvirksomheder. AP Ejendomme har mange rødder i Odense, blot har vi for flere år siden solgt boliger, der var i porteføljen. Vores kunder har længe spurgt til nye lejeboliger i byen, og med denne fantastiske placering er vi nu snart i stand til at byde beboere velkommen, fortæller Peter Olsson om projektet, der forventes færdig i starten 2021.

Boligerne bliver på mellem 50-150 kvadratmeter store, hvor der også vil komme to penthouselejligheder på cirka 200 kvadratmeter. Boligerne bliver forskellige, så de passer til alle slags behov, og der bliver adgang til enten altan eller gård. Herudover kommer der også erhverv, butikker og restauranter.

– Vi har gennem arbejdet med de nye karréer oplevet en stor begejstring for projektet fra Odense Kommune, og vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde, så vi kan være med til at skabe et endnu mere attraktivt centrum i Odense.

Odenses borgmester ser frem til, at endnu en etape af byens store transformation tager form med de nye lejligheder midt i Odense.

– Odense har i alt for mange år været skåret over af en firesporet vej, og jeg er virkelig glad for at se, at området nu transformerer sig til en levende bydel i hjertet af Odense. Her kommer odenseanerne til at leve og bo, og det er et flot og ambitiøst projekt, som AP Ejendomme sætter i gang. Essensen er, at odenseanerne får attraktive boliger dør om dør med et aktivt handels- og erhvervsliv, siger Peter Rahbek Juel.

Det er totalentreprenøren Aarsleff, der står for selve opførelsen af boligerne og erhverv, og hos Per Aarsleff er det også en særlig dag, når hjørnestenen bliver indsat.

– Vi er glade for at kunne være en del af AP Pensions store projekt i Odense. Det er et spændende og attraktivt projekt, som igangsættes. Det er et projekt, som alle involverede kan være stolte over at være en del af, fortæller afdelingsdirektør Ulrik Therkilsen fra Aarsleff.