Horisonten på Lindholm Brygge i Nørresundby bliver 72 meter høj, og boligtårnet kommer til at rumme 166 ejerlejligheder, hvoraf fire vil være penthouselejligheder på 21. og 22. etage. De kommende lejligheder forventes at stå klar til indflytning i maj 2020.

Projektet er endnu et eksempel på et nordjysk industriområde, der nu omdannes til et nyt boligområde. I forvejen ligger højhuset Høje Brygge i området. Det består af to sammenbyggede, cylinderformede boligtårne med i alt 47 lejligheder. Her stod tidligere en silo, og da Lindholm Brygge endnu var et kendt område for især cementindustri, stod der frem til 1982 ligeledes to store cementsiloer på det grundstykke, hvor Horisonten opføres i dag.

Elf Development har udviklet projektet, der opføres af den svenske entreprenørgigant NCC for Aberdeen Asset Management og er tegnet af Danmarks største arkitektfirma, Arkitema Architects.

– I højderne over Aalborgs skyline vil livet blive levet i rigt varierede boligtyper langs solens vandring dagen igennem. Huset har en udtalt elegant fremtoning i kraft af de vertikale motiver, der løber op over bygningen, udtalte Mette Julie Skibsholt, som er senior kreativ leder og arkitekt hos Arkitema Architects, sidste år om projektet.

Nybolig Palle Ørtoft står for salget af de kommende lejligheder i det nye højhus i Nørresundby, og der er stor variation i priserne.

Dyreste lejlighed i Nørresundby

En et-værelses lejlighed på 49 kvadratmeter i stueetagen kan erhverves for 975.000 kroner, mens den dyreste penthouselejlighed ventes at blive solgt for op mod 11 millioner kroner. Det giver en kvadratmeterpris på 46.600 kroner, hvilket er en del mere end de 17.300 kroner per kvadratmeter, som lejligheder i Nørresund ifølge Finans Danmark i gennemsnit blev udbudt til i fjerde kvartal 2018.

Foruden en spritnyt lejlighed for får køberen til gengæld Aalborgs højst beliggende lejlighed på 236 kvadratmeter og med 360 graders panoramaudsigt ud over Limfjorden, Nørresundby og Aalborg. Dertil kommer en 300 kvadratmeter stor tagterrasse.

Den dyreste lejlighed i Nørresundby lige nu er i øvrigt også til salg hos Nybolig Palle Ørtoft og koster 7,65 millioner kroner. Det er en 190 kvadratmeter stor lejlighed i nybyggeriet Harbour View på Havnegade umiddelbart øst for Limfjordsbroen.

Horisonten bliver udstyret med nordjyske køkkener fra JKE Køkken, men i øvrigt vil bygningskomplekset rumme 31 forskellige typer af lejligheder, der er – og yderligere kan blive – individuelt skræddersyet efter de kommende beboeres ønsker og behov. I skrivende stund er omkring 20 lejligheder solgt, mens yderligere en lille håndfuld er reserveret.

Læs mere om Horisonten her.