Claus Linde og Keld Kristensen fra entreprenørfirmaet Mesterhuset Saltum står i samarbejde med Krogh Arkitektur bag et boligprojekt med 18 rækkehuse og fire ejerlejligheder i Lille Bygaden i Gl. Hasseris. Projektet etableres på på landejendommen Bygaden 28.

Rækkehusene opføres i to etager, og bebyggelsen kommer til at holde skalaen og karakteren fra den eksisterende gårdejendom. Tanken er, at fastholde udtrykket fra landsbymiljøet i Gl. Hasseris.

“Her bliver der nu i første omgang udbudt 12 enestående boliger i et nyt boligprojekt. Otte af disse opføres som rækkehuse, mens de resterende fire udgøres af ejerlejligheder. Og som noget unikt vil de moderne boliger blive bygget direkte ind i de landlige rammer, således at de fordeler sig på Gårdhavehusene, den gamle fredede lade og det originale stuehus, som ligeledes er fredet og hørte til den oprindelige gårdejendom fra 1925”, skriver Nybolig Palle Ørtoft, som står for salget.

“De to boligtyper varierer i størrelse fra 107-229 kvadratmeter, og kun de bedste materialer er udvalgt i forbindelse med boligindretningen; både hvad angår hårde hvidevarer, gulve og vinduer. Der er også rig mulighed for at involvere sig i byggeprocessen og selv være med til at sætte sit præg på den færdige planløsning samt materialevalget. Derudover hører der en terrasse til hver enkel bolig samt en garage med tilhørende redskabsrum”, skriver mægleren videre.

Projektet får ifølge Krogh Arkitektur et varieret og smukt grønt præg i form af store velbevarede træer langs Bygaden. Samtidigt opleves et smukt view ud over engene der strækker sig ud til Hasseris Enge. Boligerne ligger i øvrigt blot tre kilometer fra centrum i Aalborg.