Nye lejligheder i Oasen i Aalborg er klar til indflytning i juni

De første 92 nye lejligheder i Oasen i Aalborg er klar til indflytning i juni. Calum står bag projektet, som vil rumme 220 lejligheder, når det er helt færdigbygget.

I den sydlige del af Aalborg, Skalborg, begynder Calums nye lejligheder i Oasen at stå klar. Her får lejerne glæde af helt unikke omgivelser. Bygningerne opføres nemlig rundt om en tidligere grusgrav, der forandres til et rekreativt område med privat søpark omkranset af gamle træer og med små private haver, legeplads og grillområder.

Oasen skal rumme i alt 220 lejeboliger, og de første 92 lejligheder er nu sat til udlejning med indflytning fra den 1. juni 2019. Interessen er allerede stor, og ved de to første åbent hus-arrangementer var der cirka 200 besøgende. Arrangementerne fortsætter nu de næste søndage.

– Oasen er et unikt og attraktivt boligprojekt båret af nogle værdier, som markedet efterspørger lige nu. De første åbent hus-arrangementer har været godt besøgt, og der er stor interesse fra alle målgrupper, siger Maivi Herup, der er udlejningschef i Deas, som står for udlejningen af Oasen samt idriftsætning og administration.

Grønne omgivelser og fællesskab i centrum

Bebyggelsen er opført som en markant karré i sandfarvede teglsten, der danner en skærmet og rolig oase. Herinde er alle lejligheder vendt mod den grønne gårdsplads, hvor store vinduespartier giver udsigt til livet i det grønne.

Oasen byder også på en række fællesfaciliteter som for eksempel fælleslokale, eldrevne delebiler, små private haver, værksted, naturlegeplads, wellness med spa og sauna samt et fitnesslokale.

– Vi har valgt at prioritere de grønne, rekreative områder og fællesskabet i Oasen højt. Der er ingen tvivl om, at det er kvaliteter, der taler direkte til den moderne forbrugers værdier og ønsker til sin bolig, udtaler Jakob Axel Nielsen, direktør i Calum.

Boligerne varierer i størrelse fra 48 til 117 kvadratmeter og er tegnet med fokus på optimale planløsninger, så selv de mindre lejligheder har to værelser. De store boliger har enten tre eller fire værelser.

Oasen er tegnet af Kjær & Richter og opføres på grunden ud mod Ny Nibevej, hvor der før lå en stribe kontorbygninger, der i mange år husede TDC og før det Amtsgården.

Der er åbent hus hver søndag klokken 11-12.

Læs mere om Oasen: www.calum-oasen.dk.