Der bliver ikke mangel på boligudstyr, når Idemøbler og Ilva i Aalborg Storcenter den 1. maj flytter sammen i Ilvas nuværende butik.

Hovedparten af medarbejderne flytter også med, og de glæder sig meget til at tage imod kunderne i de nye lokaler.


– Sortimentet i Iilva og Idemøbler er grundlæggende det samme, og derfor giver det på lang sigt ikke mening hverken for os eller for kunderne, at have to forskellige butikker placeret så tæt på hinanden, siger kædedirektør for Ilva og Idemøbler Martin Hallund.

– Ved at flytte sammen i Ilvas nuværende lokaler, får vi al vores ekspertise samlet under et tag. Da hovedparten af medarbejderne forventes at flytte med, betyder det, at vi får mere tid til at yde den gode kundeservice, som vi gerne vil være kendt for, siger kædedirektør for Ilva og Idemøbler Martin Hallund.

Butikschef for Ilva i City Syd, Morten Nikolaisen, glæder sig til at byde de nye kollegaer velkommen i butikken.

– Udover alle de dygtige kollegaer fra Idemøbler, tager vi også alt det bedste med fra Idemøblers sortiment. Ilva har, efter vi er åbnet i Aalborg, fået en rigtig god modtagelse fra kunderne. Med dette nye skridt vil vi kunne tilbyde endnu bedre service, og vi glæder os til at betjene endnu flere kunder hos Ilva i City Syd, siger han.