I september 2020 skal 118 nye lejligheder på Møllevangs Allé i Aarhus Nord stå klar til at tage imod nye beboere. Byggeriet er anden og sidste del af Ejendomsselskabet Olav de Lindes lejlighedsbyggeri Nabolaget, som vil huse i alt 390 lejelejligheder, når det står færdigt.

ERIK Arkitekter har tegnet de nye lejligheder på Møllevangs Allé i Aarhus, mens Terra Nova Landskabsarkitekter har stået for udearealerne.
ERIK Arkitekter har tegnet de nye lejligheder på Møllevangs Allé i Aarhus, mens Terra Nova Landskabsarkitekter har stået for udearealerne.

De første lejligheder på Møllevangs Allé 157 var klar til indflytning fra slutningen af februar 2018 og månederne frem. Nu, et år senere, begynder nedbrydningen af tre bygninger, der tidligere har huset Aarhus Produktionsskole. Det skal give plads til de nye punkthuse.

– Et år efter at de første beboere fik nøglerne til deres lejligheder, sætter vi igen maskiner på grunden på Møllevangs Allé. Det er fantastisk. For vi glæder os til, at Nabolaget de kommende år vil få sin rette identitet i byrummet, når de fire nye punkthuse står færdige, så endnu flere kan flytte ind i skønne hjem bygget med kvalitetsmaterialer og med adgang til grønne områder mellem alle bygningerne til hygge, motion eller afslapning, fortæller bygherre Olav de Linde, som er grundlægger af Ejendomsselskabet Olav de Linde.

I første del af Nabolaget blev to af bygninger opført som højhuse på 14 etager, mens det tredje blev opført som et punkthus på seks etager. De kommende fire punkthuse bliver opført som én bygning på seks etager, én på fire etager og to bygninger på tre etager. De fire punkthuse opføres i samme byggestil som bygningerne fra første etape med facader opført i grågrønne teglsten, store vinduespartier og altaner på cirka syv kvadratmeter med rækværk i glas.

Gode erfaringer med fra første del af de nye lejligheder på Møllevangs Allé i Aarhus

Naturen og grønne udendørsarealer er en stor del af Nabolaget, og når de kommende bygninger står færdige i landskabet, skal naturen især bruges til at binde bygningerne sammen. Det gøres ved at lave grønne oaser til for eksempel grill, boldspil og outdoorfitness, der skal kombineres med græsplæner, ege- og fyrtræer, forskellige buske, hække og trædefliser i natursten mellem bygningerne samt græsarmering på de udendørs parkeringspladser.

Indvendig går de samme naturlige kvalitetsmaterialer igen fra første etape af lejlighedsbyggeriet, og det er der en særlig grund til.

– Gennem det seneste år, hvor Nabolaget har været beboet, har vi oplevet en rigtig positiv stemning om lejlighederne, deres indretning og kvalitet. Især har vi hørt godt om de massive trægulve, rå murstensvægge, naturstenene i badeværelser og i fælles gangarealer. De gode erfaringer tager vi selvfølgelig med videre i det nye byggeri, uddyber Olav de Linde.

Lejlighedernes størrelse er 50-60 kvadratmeter, og udlejningen begynder cirka et halvt år før, lejlighederne står færdig. Dansk Boligbyg stod for at opføre de første tre bygninger af Nabolaget, og Ejendomsselskabet Olav de Linde har også valgt Dansk Boligbyg som hovedentreprenør på byggeriet af etape II. Fra april 2019 påbegyndes udgravningen og etablering af kælder og parkeringskælder.

ERIK Arkitekter har tegnet de nye lejligheder på Møllevangs Allé i Aarhus, mens Terra Nova Landskabsarkitekter har stået for udearealerne.