Ejendomsudvikler vil bygge hjemløsekollegium i Aarhus Nord

Den kendte ejendomsudvikler Claus Hommelhoff vil bygge et hjemløsekollegium med op til 300 lejligheder i Aarhus Nord. 15-20 procent af beboerne skal være hjemløse, der bor til reduceret husleje.

Ifølge en optælling fra 2017 er der 767 hjemløse i Aarhus. Heraf er 378 unge mellem 18 og 29 år, og ejendomsudvikler Claus Hommelhoff vil nu stille en stor grund på hjørnet af Paludan-Müllers Vej og Katrinebjergvej til rådighed til at sikre dem tag over hovedet. Det skriver Århus Stiftstidende.

– Der bliver flere og flere hjemløse, især unge hjemløse, her i byen, og jeg synes, at det går for langsomt med at få noget gjort ved det. Derfor er det mit nytårsforsæt at få gjort noget for dem nu og her, siger Claus Hommelhoff til avisen.

Planen er, at opføre et stort kollegium med plads til 400-500 beboere. Ifølge Århus Stiftstidende skal 15-20 procent af beboerne være hjemløse, der bor til reduceret husleje, mens en del af de øvrige lejere skal også have nedslag i huslejen. De skal til gengæld være mentorer for de hjemløse. Resten af lejlighederne skal lejes ud på markedsvilkår, skriver avisen.