AP Pension åbner for udlejning af nye lejligheder i Risskov

Udlejningen af AP Pensions nye boliger på Kværnloftet i Risskov ved Aarhus bliver åbnet, så alle interesserede kan skrive sig op til en af boligerne. Der er åbent hus de kommende søndage.

AP Pension står for opførelsen af de 128 lejligheder i Kværnloftet, hvor der også udlejes rækkehuse. Sleth og Arkitema har tegnet byggeriet, mens DEAS står for udlejningen i samarbejde med de lokale mæglere Nonbo & Eland.

De første lejligheder og rækkehuse vil efter planen stå klar til indflytning i slutningen af maj i år. Lejlighederne i de næste etaper forventes klar til indflytning i slutningen af august. Med sin placering i Risskov er Kværnloftet tæt på både skov, strand og ikke mindst på det mangfoldige byliv i Aarhus.

Administrerende direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, ser frem til, at nøglerne til boligerne i Kværnloftet kan blive overdraget til lejerne.

– De kommende beboere i Kværnloftet vil kunne flytte ind i et fantastisk område, hvor de er midt i den skønne natur i Risskov. Ligesom de hurtigt kan komme ind til det charmerende byliv, som Aarhus byder på. Lejerne vil komme til at bo i nogle moderne omgivelser tæt på gode indkøbsmuligheder. Samtidig er boligerne med til at skabe gode afkast til alle kunderne i AP Pension, fortæller Peter Olsson.

Med sin placering i Risskov er Kværnloftet et helt specielt sted, forklarer Peter Olsson.

– Boligerne er etableret i et gammelt industrikvarter, hvor arkitekterne har videreført de historiske linjer fra de gamle bygninger i det nye byggeri, og det rustikke look giver en autentisk atmosfære i området, siger han.

DEAS står for udlejningen samt den videre administration af Kværnloftet.

– Aarhus er et af de helt store vækstområder i Danmark, og Kværnloftet tilbyder beboerne et unikt nærmiljø med både skov, strand og byliv helt tæt på. Vi ser frem til at hjælpe AP Pension i hus med endnu et flot projekt, siger Maivi Herup, udlejningschef i DEAS.

Lejlighederne er indrettet med store vinduespartier, og hjertet i boligen er det store køkkenalrum, hvor dagslyset strømmer ind fra begge sider. Derudover byder lejlighederne på gode, store værelser der er holdt i nordisk stil med hvidmalede vægge og flotte trægulve. Lejeboligerne er på to-fem værelser, og de henvender sig til unge og ældre par samt børnefamilier. I forlængelse af etageejendommen er der ti rækkehuse i to plan samt to lejligheder i to plan med egen indgang.

Der er åbent hus søndage fra 14-15 på adressen Kværnloftet 36, 1. tv og Kværnloftet 24, 8240 Risskov.

De nye lejligheder i Kværnloftet har mellem to og fem værelser og er mellem 68 og 157 kvadratmeter store. Priserne varierer fre 7.995 til 18.000 kroner om måneden.

Lejlighederne har egen altan eller terrasse, depotrum i lejlighed eller kælder og gulvvarme i badeværelse.

Rækkehusene har tre-fire værelser og er mellem 116 og 148 kvadratmeter store. De koster mellem 13.000 og 16.200 kroner om måneden. De har ligeledes gulvvarme i badeværelse, og har desuden egen parkeringsplads.