Det 280 meter høje H.C. Andersen Adventure Tower i Københavns Nordhavn bliver ikke til noget.

Skyskraberen i København skulle være 280 meter høj og sammen med med forlystelsespark, boliger, erhverv og park ville den koste 7,5 milliarder kroner.

Men på et møde mandag i Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune har et flertal givet bygherren bag højhusbyggeriet H.C. Andersen Adventure Tower afslag på anmodningen om at igangsætte arbejdet.

– Jeg kan ligesom så mange andre københavnere ikke se idéen i at opføre en privat bygherrers prestigeprojekt i vores by. Med 280 meter vil det blive det absolut højeste tårn i Øresundsregionen, og det skal ikke stå som en kolos i København, så vi alle, uanset hvor vi er, kan se det, og mange vil leve i skyggen af det, siger siger teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen i en pressemeddelelse.

– København er ikke New York, og det er faktisk positivt. Vi kan godt have nogle høje bygninger, hvor det giver mening, men der er ingen grund til at bygge højt alene for højdens skyld.

By & Havn har indgået en betinget grundkøbsaftale med projektudviklings-selskabet HCAAT. Den bortfalder nu.