Priserne er skyhøje – men tager man en mere jordnær boligbeslutning, kan der ifølge nye tal fra boligsitet Boliga.dk være penge at spare på lejlighedskøbet.

De stuelejligheder, der er solgt i Københavns Kommune i årets første kvartal, har nemlig i gennemsnit skiftet ejere for kvadratmeterpriser, der er over 10.000 kroner billigere end de tilsvarende lejligheder på femte sal.

Lejlighederne på stueetagen er således kommunens billigeste med en gennemsnitlig salgskvadratmeterpris på 35.510 kroner. Mens femte sal er den dyreste etage. Her er ejerlejlighederne i gennemsnit blevet solgt til en kvadratmeterpris på 46.355 kroner.

– Femte sal er typisk den etage med udsigt, og stueetagen er der, hvor man både får larmen fra vejen – og måske også er uheldig at få indbrud. Der kan også være ret store kvalitetsforskelle, fordi der mange steder bliver bygget nye lejligheder ovenpå de eksisterende. De er typisk i en bedre stand og har derfor også med en højere kvadratmeterpris, siger Mikkel Høegh, der er boligøkonom hos Jyske Bank, til Boliga.
På jagt efter gevinst

Forskellen i kvadratmeterprisen betyder, at en gennemsnitlig ejerlejlighed på 80 kvadratmeter i hovedstadskommunen er solgt knap 900.000 kroner dyrere på femte end i stuen. Og måske er besparelsen netop årsagen til, at køberne er nogenlunde lige hurtige om at melde sig.

I hvert fald tog det omkring 99 dage at sælge en ejerlejlighed på femte sal i København i årets første kvartal, hvorimod det på stueetagen i gennemsnit tog 92 dage.

Hurtigst gik det dog med at få solgt ejerlejlighederne på fjerde sal. De fik lov til at ligge til salg i 76 dage på det københavnske boligmarked, før en køber slog til. Det viser tal fra Boliga.dk.

Man skal dog også være opmærksom på, at priserne på især stuelejlighederne kan svinge meget, understreger Mikkel Høegh.

– En stueetagelejlighed er mere konjunkturfølsom end en lejlighed på femte sal; når priserne går meget op, så er folk nødt til at indgå flere kompromiser. Det kunne være at bo i stuen. Når priserne er nede, så har man måske nemmere ved at få adgang til en lejlighed på en højere etage, siger han til Boliga.

– Det betyder også, at hvis du er gevinstjæger, så er den største gevinst at få ved en stuelejlighed, hvis man køber, når markedet er nede og sælger, når markedet er oppe, fordi man får mere for pengene end på de andre etager.

Se stuelejligheder til salg i København her.