Gik du og troede, at du måske kunne spare nogle kroner ved at dele tag og adresse med en anden familie i en såkaldt villalejligheds-konstellation? Så er der særligt én nyudbudt adresse, der i den grad gør ideen til skamme.

For mens der nok ofte kan være lidt at komme efter ved at lade husdrømmene dele, er der netop blevet udbudt en villalejelighed til salg for intet mindre end 25 millioner kroner.

Det placerer ikke bare adressen prismæssigt blandt store liebhaverejendomme og strandvejspalæer, millionbeløbet gør den også til den dyrest udbudte af sin slags. Det skriver boligsitet Boliga.dk.

Villalejligheden ligger i et af Danmarks absolut dyreste områder: Rosenvængetskvarter på det indre Østerbro. I København Ø-postnummeret betalte sidste års huskøbere i gennemsnit 62.500 kr. for hver kvadratmeter.

Noget mere skal der dog betales for landets dyreste villalejlighed. Ifølge tal fra Boliga.dk er den nemlig udbudt til salg for godt 97.200 kroner pr. kvadratmeter.

For det beløb får man så til gengæld 257 kvadratmeter bolig plus en kælder, der ifølge salgsopstillingen fra Estate Østerbro øger antallet af etagemeter til cirka 450.

Kvadratmeterne fordeler sig blandt andet på stuer en-suite, hall, køkken-alrum, syv værelser, flere badeværelser og toiletter foruden – naturligvis – en vinkælder og andre liebhaverdetaljer som sildebensparket, porcelænsbrændeovn og fyldingsdøre.

Kæmpestore hushandler

Rosenvængetskvarter demonstrer jævnligt, at det ikke kun er i de nordlige forstæder helt ud til Øresund, at mæglerne kan hive enorme millionbeløb ud af huskøberne.

Tidligere på året gik en villa på 340 kvadratmeter i området således for 26 millioner kroner, mens Boliga.dks salgsprisarkiv afslører, at der sidste år var yderligere tre villaer, der skiftede ejere efter handler til henholdsvis 23, 28,75 og 30 millioner kroner.

Huset, der gik for 30 millioner kroner, rummer 300 kvadratmeter, og var den dyreste villa, der blev solgt i Københavns Kommune sidste år.

Hovedstadens 2018-rekord kan dog blive overgået af den nyudbudte villa-lejlighed. Den anden lejlighed på adressen er nemlig også udbudt til salg – med forkøbsret. Slår du til på begge villa-lejligheder, får du således en villa på 525 kvadratmeter til helt eget brug, men så skal der også betales godt 41 millioner kroner.

Se villa-lejligheden her.