Rækkehuset er en af danskernes fortrukne boligformer. Det vidnede de mange håbefulde mennesker og familier om, da der for første gang blev afholdt åbent hus for 14 nye rækkehuse i Snedkerhaven i Hvidovre. Her stod flere købere nemlig klar, da salget gik i gang.

Og de fremmødte gik ikke skuffede derfra, for efter arrangementet havde flere allerede reserveret et rækkehus.

– Vi er selvfølgelig meget glade for den store interesse og glæder os over de positive kommentarer om området og boligernes kvaliteter, siger Ann-Beth Senger, salgschef hos FB Gruppen, der står bag opførelsen af Snedkerhaven.

Stod i kø til drømmeboligen

Mange købere hev en dag ud af kalenderen og stod tidligt op, så de var klar, da rækkehusene gik i salg. En prioritering, der hjalp dem med at få drømmeboligen.

– Vi bød den første køber velkommen allerede klokken 7, selvom salget først gik i gang klokken 15. Det betød, at vi havde rig mulighed for at tale med kunderne og deres familier, som løbende kom for at bakke op. Jeg elsker den nære kundekontakt, og derfor er det hyggeligt, når så mange forventningsfulde mennesker besøger showroomet, hvor jeg har min daglige gang, fortæller Ann-Beth Senger.

Gennemført projekt

Den lange ventetid gav Ann-Beth Senger mulighed for at spørge ind til de fremmødtes forventninger og tanker om projektet. Her blev der især fremhævet den unikke beliggenhed med alt i nærheden og København i cykelafstand samt bebyggelsens eksklusivitet.

– Fra flere købere fik vi at vide, at det var et gennemført projekt, hvor kvalitet og beliggenhed gik op i en enhed. Mange nybyggerier opføres i nyetablerede områder, men her har vi valgt at udvikle et mindre antal boliger i et etableret område, og beboerne bliver derfor en del af et lokalsamfund fra dag et, siger Ann-Beth Senger.

Der er allerede nu underskrevet købsaftale på flere af rækkehusene. Er man interesseret i et rækkehus, er der åbent hus hver søndag klokken 13-14 i Grønttorvets showroom, Grønttorvet 6 i Valby.

De 14 rækkehuse i Snedkerhaven i Hvidovre opføres i to plan med fire værelser og arealer på mellem 114 og 119 kvadratmeter. Arkitekturen har fokus på optimal udnyttelse af lyset og udearealerne med sydvendte haver og gennemlyste boliger. Rækkehusene står klar til indflytning den 1. december 2019.

Grunden, hvor Snedkerhaven opføres, har i mange år været værksted for en af Danmarks ældste tømrervirksomheder Julius Nielsen og Søn.