Nye lejligheder i Herlev klar til indflytning

Nu er i alt 244 nye lejligheder i Herlev klar til indflytning. Entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen har afleveret Den Grønne Fatning to måneder før tid.

Entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen har arbejdet intenst med planlægning og produktivitet på nybyggeriet af Den Grønne Fatning. Det har resulteret i at bygherren ELF Development står med et færdigt byggeri to måneder før tid.

De nye beboere i boligbyggeriet har netop fået nøglerne til deres nye bolig. Og når de går ud på deres altaner, kan de kigge rundt på en bebyggelse med lejeboliger, ejerboliger og ungdomsboliger. De sidste administreres af KAB.

– Ja, beboerne er flyttet tidligt ind, fortæller Ulrik Kristensen, projektchef i Enemærke & Petersen.

– Vi har under hele byggeprocessen arbejdet intenst med planlægningen af byggeriet – det har haft afgørende betydning for, at vi hurtigt har absorberet de forsinkelser, der altid opstår og i dag kan aflevere to måneder før tid.

Den Grønne Fatning-byggepladsen har været en del af Enemærke & Petersens store produktivitetsprojekt, som har kørt i de sidste to år, for at sikre byggeriernes kvalitet og de rettidige afleveringer. Ulrik Kristensen fortæller, at entreprenørvirksomheden opnår stor effekt af at arbejde med LEAN-principper og Last Planner System-værktøjet.

– Vi har blandt andet brugt cyklogram-planlægning, hvor vi minutiøst planlægger de forskellige håndværksarbejder, ligesom vi kigger ind i hvilke udfordringer, der potentielt kan opstå på projektet og sørger for at de ikke udvikler sig til forsinkelser, siger han.

Glæde hos bygherre

ELF Development fik overrakt nøglerne til sidste etape i bebyggelsen den 1. maj 2019, og Andreea Kaiser, CIO hos ELF Development fortæller om byggeriet og samarbejdet med Enemærke.

– Kvalitet er det altoverskyggende fokus i vores byggerier. Vi har haft et tæt og meget tilfredsstillende samarbejde med Enemærke, og det er et stort plus, at vi har fået leveret et nøglefærdigt kvalitetsbyggeri forud for tidsplanen. Vi er glade, og de nye beboerne i Den Grønne Fatning kan også glæde sig over at få nøglerne til deres nye hjem to måneder tidligere, siger Andreea Kaiser.

Den Grønne Fatning omfatter i alt 244 lejligheder fordelt på 164 boliger, 43 ungdomsboliger og 37 ejerlejligheder. Ejerboligerne har tre-fire værelser og er mellem 98 og 111 kvadratmeter store. Lejeboligerne har to-fire værelser fordelt på mellem 78 og 121 kvadratmeter. Alle lejligheder har altaner eller udgang til gårdrummet.