Det kræver mange millioner at købe sig ind i toppen af det danske boligmarked – der netop har fået selskab af endnu en millionvilla. Med en udbudspris på 50.000.000 kroner er Øresundsadressen her nemlig blandt landets ti dyreste udbudte villaer for øjeblikket. Det skriver boligsitet Boliga.dk.

Huset ligger i Espergærde på den sjællandske nordkyst og tæller et boligareal på mere end 720 kvadratmeter, hvor herskabsdetaljer som porcelænskaminer, stuk, glaslofter og høje paneler er bevaret fra husets byggeår i 1930.

Foruden selve beboelsesdelen får man også flere kvadratmeter under tag. Ifølge salgsopstillingen fra liebhavermæglerkæden Ivan Eltoft Nielsen er der nemlig både en garage med en selvstændig lejlighed, et isoleret drivhus med vand indlagt og et badehus med adgang til badebroen og Øresund.

“Huset er et af de højest beliggende i området, og det giver en storslået udsigt over den store grund og Øresund. Grunden skråner nedad mod vandet, og i haven finder man et skønt drivhus, som er isoleret og har indlagt vand. Længst nede mod vandet har man et charmerende badehus, som er indrettet med køkken og badeværelse og en tilstødende terrasse. Her kan man på første parket nyde morgensolen over Øresund”, skriver mægleren i salgsmaterialet.

Noa Noa-formue

Det er stifteren af tøj-giganten Noa Noa, Harald Holstein-Holstenborg, der er ejer af kvadratmeterne. Sammen med sin bror Lars Holstein-Holstenborg, der også var en del af Noa Noa-eventyret, er brødrene ifølge Berlingske blandt Danmarks 100 rigeste med en formue i omegnen af 1,4 milliarder kroner.

Ifølge avisen ejer Holstein-Holstenborg flere adresser i Espergærde – herunder blandt andet et udstykningsprojekt i den tidligere Efterskole Øresund.

Espergærde ligger ud til Øresund cirka 40 kilometer fra København. Og tager man turen ad Strandvejen fra Københavns indre, kommer man gennem nogle af landets dyreste hus-distrikter – nærmest i priskronologisk rækkefølge.*

Østerbro var således det dyreste sted at købe villa sidste år. Her kostede en gennemsnitlig kvadratmeter 62.500 kroner. Dernæst rammer man Hellerup, Charlottenlund og Klampenborg, hvor husene gik for godt 50.000 kroner pr. kvadratmeter i 2018.

Drøner man videre til Vedbæk og Rungsted trak de to kystbyer gennemsnitlige kvadratmeterpriser på lige under 40.000 kroner, mens husene i Nivå og dernæst Humlebæk gik til henholdsvis 21.000 og 31.000 kroner sidste år.

Og så rammer vi Espergærde med en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 25.500 kroner for huse solgt i 2018. Det svarer altså til, at et gennemsnitligt hus på 150 kvadratmeter i 3060-postnummeret i gennemsnit kostede cirka 3,8 millioner kroner.

Se huset her