PFA bygger nyt seniorboligfællesskab i Odense

Pensionsselskabet PFA køber nu en byggegrund i Gartnerbyen og bygger dermed frem mod slutningen af 2020 et nyt seniorboligfællesskab i Odense. Det indledende spadestik tages allerede i morgen.

PFA bygger nyt seniorboligfællesskab i Odense. Visalisering: Arkitema Architects.
PFA bygger nyt seniorboligfællesskab i Odense. Visalisering: Arkitema Architects.

I Odenses nye grønne bydel Gartnerbyen, der forbinder Vesterbro og Bolbro i den fynske hovedstad, bygger PFA nu sit første seniorboligfællesskab bestående af 86 seniorvenlige lejligheder, et 380 kvadratmeter stort fælleshus og et fælles grønt gårdrum.

Boligerne kommer til at variere i størrelse fra to til tre værelser og fra 65-95 kvadratmeter.

Byggeriet er en del af PFA’s strategi om at bygge og udvikle boligformer, der er målrettet den stadig større gruppe af seniorer, der efterspørger en overkommelig bolig, som er seniorvenlig, ligger centralt og med mulighed for at indgå i nogle sociale fællesskaber. Det fortæller ejendomsdirektør i PFA Michael Bruhn.

– De kommende år kommer der væsentlig flere i seniorsegmentet, og selvom de for en stor dels vedkommende er friske og rørige, så ændrer behov og præferencer sig med alderen. Der kan for eksempel opstå et ønske om at bruge mindre tid på havearbejde eller vedligeholdelse af en stor bolig og et større behov for at prioritere interesser og fællesskaber. Derfor bygger vi seniorboligfællesskaber, der skal medvirke til at øge livskvaliteten for målgruppen. Det er samtidig en solid og langsigtet investering, der skal bidrage positivt til pensionsopsparingerne hos PFA’s kunder, siger Michael Bruhn.

PFA bygger nyt seniorboligfællesskab i Odense. Visalisering af facade: Arkitema Architects.
PFA bygger nyt seniorboligfællesskab i Odense. Visalisering af facade: Arkitema Architects.

I forvejen er PFA i gang med at opføre et seniorboligfællesskab i Horsens, der ventes at stå færdigt i slutningen af 2022.

– Vi har i PFA et målrettet spor i vores danske ejendomsinvesteringsstrategi, hvor forskellige typer af boligtilbud til seniorsegmentet realiseres. I udviklingen af seniorbofællesskabet i Odense får vi afprøvet en model, hvor vi samarbejder med Odense Boligselskab om driften af fællesfaciliteterne – dette bliver en fordel for både PFA’s private udlejningsboliger og de almene boliger, da Odense Boligselskab har erfaring med at drive denne type af fællesskaber, siger Chief portfolio manager i PFA, Mikael Fogemann.

Seniorboliger er meget efterspurgte

Tal fra Realdania viser, at antallet af seniorer, der er interesseret i at flytte i et seniorboligfællesskab, ventes at vokse fra 80.000 i dag til over 140.000 frem mod 2040. Det sker samtidig med og i kraft af, at andelen af seniorer stiger. Eksempelvis stiger andelen af befolkningen i aldersgruppen 65+ fra 20 procent i dag til 25 procent i 2040, ifølge tal fra Danmarks Statistik. I dag er der cirka 7000 boliger i seniorboligfællesskaber.

PFA bygger nyt seniorboligfællesskab i Odense. Situationsplan: Arkitema Architects.
PFA bygger nyt seniorboligfællesskab i Odense. Situationsplan: Arkitema Architects.

En måling foretaget af Epinion for PFA tidligere på året viste, at 19 procent af den aldersgruppe, der nu er 56 år og derover, gerne vil bo i et boligfællesskab for seniorer, når de går på pension. Samtidig viser tal fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – VIVE – at op til hver tredje senior, der forestiller sig at flytte, godt kunne tænke sig at flytte i et seniorboligfællesskab.

– I dag er der et decideret hul i markedet i forhold til seniorboligfællesskaber og seniorvenligt byggeri, fordi efterspørgslen langt overstiger udbuddet. Nutidens og fremtidens seniorer er en del af det, vi kalder den nye tredje alder, hvor der faktisk er mange af de samme behov som i ungdommen. Det gælder for eksempel at kunne bo centralt, være tæt på sit netværk og have mulighed for at dyrke interesser og søge hjælp og tryghed i fællesskaber, når man har lyst, men med basis i ens egen seniorvenlige bolig, siger direktør i PFA Senior Services Jesper Brask Fischer.

De 86 seniorboliger samt fællesarealerne ventes klar til indflytning og brug i slutningen af 2020. Første spadestik tages i Gartnerbyen i Odense 13. august klokken 13.30 (indkørsel fra Lavsenvænget).


Fakta om nyt seniorboligfællesskab i Odense

Det kommende seniorboligfællesskab i Odense er målrettet modne og seniorer fra 55 år og opefter.

De 86 boliger bliver fordelt som følger:

54 toværelses på 65-75 kvadratmeter inklusive fælleshus (senior-singler).
32 treværelses på 75-95 kvadratmeter inklusive fælleshus (seniorpar).

Gennemsnitsstørrelsen på lejlighederne er 80 kvadratmeter. Alle boliger opføres med altan og hårde hvidevarer. Der tilknyttes en “social vicevært” til seniorboligfællesskabet.

Den samlede investeringssum er på lidt over 150 millioner kroner.

Totalentreprenør: H. Skjøde Knudsen, arkitekt: Arkitema Architects, bygherrerådgiver: Kuben.

Den grønne gård kommer blandt andet til at indeholde petanque og nyttehaver, ligesom der vil blive bygget et cykelskur/værksted. Fælleshuset kommer til at indeholde muligheder for aktiviteter som yoga, vinsmagning, foredrag, systue med mere, ligesom det kan bruges til overnattende gæster og fester/særlige lejligheder.

Odense Boligselskab varetager leje og drift af fælleshuset samt den grønne gård og gårdmiljøet. Odense Boligselskab opfører også et alment bofællesskab på 40 lejligheder i sammenhæng med PFA’s seniorboligfælleskab.

16 af boligerne i PFA’s seniorboligfællesskab vil blive opført efter PFA’s Seniorboligstandard, mens de resterende vil følge seniorboligstandarden på cirka 80 procent af punkterne.

PFA er i forvejen i gang med et andet boligprojekt i Gartnerbyen, hvor der opføres i alt 156 boliger, herunder både lejligheder, rækkehuse og seniorvenlige boliger. De første af de boliger er klar til indflytning i den 1. september 2019.

Om Gartnerbyen

Gartnerbyen er en ny, grøn bydel i Odense med et areal på i alt 140.000 kvadratmeter beliggende 1,5 kilometer fra centrum. Området har sit navn ud fra dets historiske tilknytning til gartnererhvervet på Fyn – i over 50 år har området huset hovedsædet for GASA, der handler med blomster, frugt og grønt i hele Europa.

Gartnerbyen er i disse år ved at blive omdannet til en ny bydel med 1.300 boliger, butikker og et sundhedscenter. Letbanen, der åbner i 2020, vil give nem adgang fra Gartnerbyen og til det indre Odense, ligesom der allerede nu er god adgang dels via veje og via en supercykelsti.

I slutningen af 2017 erhvervede PFA halvdelen af kapitalandelene i arealudviklingsselskabet Gartnerbyen P/S. Derudover erhvervedes to byggegrunde. Nu har PFA så erhvervet en tredje byggegrund med 6.900 kvadratmeter byggerettigheder.