FDB Møbler slår efter sommerferien dørene op til sin første butik i Odense – og den anden på Fyn. I Kongensgade 37 åbner FDB Møbler en cirka 500 kvadratmeter stor butik med et udvalg af de klassiske og ikoniske møbler, skabt af nogle af Danmarks største møbelarkitekter – samt helt nye designs.

– Vi glæder os til at komme til Odense, hvor vi ved, der er mange design- og kvalitetsbevidste kunder, som er interesseret i FDB Møbler, siger kategorigruppechef Ole Kiel, FDB Møbler.

De klassiske FDB Møbler blev med stor succes relanceret i 2013 og er igennem tiden tegnet af blandt andet Børge Mogensen. De bliver primært solgt på www.coop.dk, men i 2015 åbnede den første FDB Møbelbutik. I dag er der butikker i Gilleleje, Lyngby, Middelfart, Roskilde, og Trommesalen i København – og fra august i Aarhus.

FDB Møbler har sammen med Nybolig Erhverv Odense været rundt i Odense by for at finde det helt rigtige lokale til de ikoniske møbler.

– Lokalet i Kongensgade, hvor der tidligere har ligget PINOC, egner sig godt til møbeludstilling grundet lokationen, det gode lysindfald og den store facade, hvor FDB Møbler får mulighed for god eksponering af møblerne. Lokalet andrager 384 kvadratmeter butik og 200 kvadratmeter kælder, hvilket giver FDB Møbler rig mulighed for at vise det store udvalg af de klassiske møbler frem, udtaler erhvervsmægler Andreas M. Jensen, Nybolig Erhverv Odense.

Udover de kendte klassikere udvides sortimentet med nye danske designs, blandt andet af Johannes Foersom og Peter Hjort-Lorentzen og flere helt unge danske designere.

Butikken i Odense åbner den 28. september, hvilket markeres med en række åbningstilbud.