Maleriet “Bretonne” af Henri Hayden på auktion hos Bruun Rasmussen

Maleriet "Bretonne" af Henri Hayden kommer på auktion hos Bruun Rasmussen. Maleriet fra 1920 vurderes til mellem 2 og 3 millioner kroner.

Højdepunktet på sommerens auktion i Bredgade er et maleri af Henri Hayden (1883-1970), nemlig “Bretonne” fra 1920, der med sit flerperspektiviske rum med rette kan kaldes kernekubistisk og billedmusikalsk i sin stil. Maleriet stammer fra kunstnerens forholdsmæssigt korte kubistiske virke i årene 1915-1922. I ”Bretonne” er rumligheden destilleret ind til et stramt modernistisk fokus på maleriets formalia: flade, form og farve. Farveholdningen bevæger sig i en raffineret skala, hvor nuancer af grøn springer over i brændte toner med kontrast af kølig blå og enkelte accenter i højrød. På kubistisk vis defineres figuren netop ved, at forskellige billedelementer – både i og omkring den – opløser og forskyder sig rytmisk i takt med, at planerne overlejrer og griber ind i hinanden.

Værket har kompositoriske, maleriske og farvemæssige ligheder med Haydens næsten samtidige hovedværk, “Les Trois Musiciens” (1919-20), der forestiller tre figurer med instrumenter i et ligeså fragmenteret billedrum. Det tilhører i dag Musée d’Art Moderne / Centre Georges Pompidou i Paris.

Titlen “Bretonne” er oplagt en hilsen til en af Haydens tidligste inspirationskilder i forhold til et fladebetonet, kontureret og dekorativt maleri, nemlig Paul Gauguin. Hayden tilbragte gentagne somre i Bretagne, hvor Gauguin et par årtier forinden for alvor satte sig igennem som modernist i mødet med landskabet og lokalbefolkningen.

Hayden blev født i Warszawa, men forlod i 1907 Polen for permanent at bosætte sig i kunstens smeltedigel Paris. Her kom han i direkte berøring med de nye tendenser inden for malerkunsten. Han var i sine tidligste pariserår optaget af Gauguins fladebetonede ”syntetisme” og det maleriske hos Pierre-Auguste Renoir. Men det var især det konstruktive element hos Paul Cézanne, som fik varig betydning for Hayden og ledte ham naturligt i retning af tidens avantgardistiske kunstnere.

Særligt venskabet med Juan Gris blev afgørende, idet han introducerede Hayden til kunsthandleren Léonce Rosenberg. De to skrev kontrakt i 1915, og Hayden blev således en del af kredsen omkring ”Galerie de L’Effort Moderne” og kunstnernavne som eksempelvis Pablo Picasso, Gino Severini, Jean Metzinger og Henri Matisse.

– Bretonne er et helt særligt værk, fordi det tager os med ind i kernen af Paris’ avantgardistiske kunstnermiljø, som det var de første årtier af 1900-tallet. Samtidig er der tale om et meget sjældent værk på auktionsmarkedet, simpelthen fordi, Henri Haydens kubistiske periode var så forholdvis kort, forklarer leder af Bruun Rasmussens afdeling for moderne kunst, Niels Raben.

”Bretonne” stammer fra kunstsamlingen efter møbelproducent Charles William Fearnley France (1897-1972), der bosatte sig i Danmark og fra 1950’erne fik afgørende betydning for begrebet ”Danish Modern” inden for møbelkunsten.

Auktion: Mandag den 3. juni klokken 16 i Bredgade 33 i København

Eftersyn: Den 23.-27. maj på samme adresse