Lyd og lys er to helt essentielle elementer, når der skal skabes den rigtige stemning i hjemmet. Trykker du på kontakten, kan et mørkt rum forvandles til et hyggeligt sted, hvor du har lyst til at hænge ud. Og tænder du samtidig for musikken, bliver en grå mandag pludselig meget sjovere. Det er med det udgangspunkt, Ikea og Sonos lancerer en lampe med lyd som en del af kollektionen Symfonisk.

– Vi vidste fra starten, at vi ville udfordre traditionel high tech-æstetik. Lampehøjttalerens design stammer fra ideen om en pejs – et element i vores hjem, som både spreder lys og lyd, forklarer Iina Vuorivirta, en af designerne af Symfonisk lampehøjttaleren hos Ikea of Sweden.

Mens Ikea bidrager med viden om indretning til hjemmet og en designretning, har Sonos tilføjet deres ekspertise inden for lyd.

– Vores design skulle leve 100 procent op til den kvalitet, Sonos står for, uden nogen kompromisser. Samtidig ville vi skabe noget helt nyt og enestående, fortsætter Iina Vuorivirta.

– Lyd er en stærk del af vores personlige identitet, og uanset om du hører din babys jubel eller lytter til det 80’er hit, som din mor elskede, er lyden en dyb, emotionel del af vores liv, supplerer Tad Toulis, designchef hos Sonos.

Symfonisk wifi-højttaler. Findes i hvid eller sort. Pris: 799 kroner.
Symfonisk wifi-højttaler. Findes i hvid eller sort. Pris: 799 kroner.

– Samarbejdet har hele tiden kredset om vores fælles passion, værdier og viden. Både Ikea og Sonos ved, hvor vigtig god lyd er og hvor meget, det kan påvirke vores liv. Ønsket var at skabe produkter, som ingen af os kunne eller ville skabe alene. Og eftersom både musik og lys er altafgørende for at skabe en bestemt stemning, har vi udviklet et produkt, som leverer begge dele, nemlig Symfonisk bordlampen med wifi-højttaler, siger Tad Toulis

For Ikea er Symfonisk kollektionen en del af en større rejse mod at skabe produkter til de smarte hjem, som begyndte tilbage i 2015 og er under konstant udvikling.

– Atmosfære og bekvemmelighed er centrale komponenter i udviklingen af Ikea Home Smart konceptet, og Symfonisk kollektionen er netop skabt med det i fokus. Ikea søger hele tiden efter ideer, der kan forbedre hverdagen for de mange mennesker. Ved at koble teknologi sammen med indretningsløsninger og møbler, kan vi opnå det – på en endnu bedre måde, forklarer Björn Block, leder af Ikea Home Smart hos Ikea of Sweden.

Symfonisk wifi-højtaler fra Ikea og Sonos.
Symfonisk wifi-højtaler fra Ikea og Sonos.

Symfonisk-kollektionen fremvises under designugen Salone del Mobile i Milano, Torneria Tortona, Via Novi 5, fra den 9.-14. april.

Kollektionen indeholder foruden Symfonisk bordlampen Symfonisk wifi-højttaleren, der kan anvendes som boghylde. Begge produkter kan tilkobles Sonos’ eksisterende sortiment og styres gennem Sonos’ app.

Højttaleren kan integreres i indretningen på flere forskellige måder. Den kan gemmes væk eller vises frem enten horisontalt eller vertikalt.

Med tilkøb af vægbeslag kan den bære tre kilo. Der kan også tilkøbes s-kroge til højttaleren, så den kan ophænges på en stang i køkkenet.

Symfonisk kollektionen kan købes i alle Ikeas varehuse fra den 1. august 2019.