Virksomheden Bizz Up har samlet 45.000 kroner ind til organisationen Legeheltene, der støtter syge børn indlagt på de danske hospitaler.

Arne Jacobsen Syverstol udsmykket af Hella Joof.
Arne Jacobsen Syverstol udsmykket af Hella Joof.

Indsamlingen var en del af en konkurrence, hvor fire virksomheder fik 10.000 kroner i hånden, som de skulle få til at yngle – alt sammen til fordel for et velgørenhedsprojekt.

De godt 45.000 kroner går ubeskåret til Legeheltene, som arbejder for at skabe mere leg og bevægelse for de cirka 60.000 børn, der hvert år indlægges i Danmark.

fire kendte danskere svingede penslen

Fire kendte danskere blev hver især udstyret med én Arne Jacobsen Syverstol, et par pensler, maling og farvekridt.

Stol udsmykket af Kristian Von Hornsleth.
Stol udsmykket af Kristian Von Hornsleth.

Opgaven bestod i, at de skulle dekorere en Syverstol efter bedste evne og fantasi. Det var skuespiller og filminstruktør Hella Joof, den kontroversielle kunstner Kristian Von Hornsleth, sangskriver og maler Peter Viskinde samt sangeren Joey Moe, der blev sat til at dekorere stolene.

Hos Bizz Up glæder man sig over resultatet. Samtidig er man taknemmelig over donationen af de fire Arne Jacobsen Syverstole.

– Det har været en livsbekræftende rejse at indsamle så mange penge til et så vidunderligt formål. Vi var aldrig nået i mål uden hjælp fra Holmris, der donerede alle fire Syverstole og dygtige Hella, Kristian, Peter og Joey, lyder det fra Lise Korsgaard, der er redaktør og stifter af Bizz Up, som var den af de fire virksomheder, der endte med at tjene flest penge ind til børnene.

Arne Jacobsen Syverstol udsmykket af Joey Moe.
Arne Jacobsen Syverstol udsmykket af Joey Moe.

Alle Arne Jacobsen Syverstole blev overbudt

Stolene var på auktion i tre døgn og sluttede med ti minutters mellemrum.

Første stol, som var Viskindes, blev solgt for 8.200 kroner.

Herefter blev Hella Joof-stolen budt op flere gang, det samme skete for Hornslets og Joey Moes stole.

Det var den prisvindende e-handelsvirksomhed Sinful, der vandt auktionerne på alle fire stole.

Arne Jacobsen Syverstol udsmykket af Peter Viskinde.
Arne Jacobsen Syverstol udsmykket af Peter Viskinde.

De kunne dermed donere over 35.000 kroner til Legeheltene.

– Vi har fulgt hele konkurrencen fra tæt hold de sidste fire uger, og vi var vilde med konceptet, det kunstneriske udtryk og symbolikken i stolene og ikke mindst det fantastiske formål, udtaler en glad Tonny Andersen, der er medejer og -stifter af Sinful.

– Derudover var vi ret enige om, at der jo skal fire stole til et bord, siger han videre.

De resterende 10.000 kroner blev indsamlet sideløbende med auktionen.