Oplev Arne Jacobsens tidlige udtryk som møbelformgiver, når en en sjælden sofa fra Novo Nordisk 4. juni kommer under hammeren på Bruun Rasmussens traditionelle sommerauktion.

Arne Jacobsen (1902-71) er bedst kendt for sit arbejde i 1950’erne, hvor den ene udødelige klassiker efter den anden forlod hans tegnebord, bare tænk på ”Myren”, ”Ægget” og ”Svanen”. På sommerens moderne designauktion møder vi en den yngre Arne Jacobsens formsprog, når en sjælden, voluminøs sofa af mahogni og patineret skind kommer under hammeren. Sofaen findes så vidt vides kun i to eksemplarer.

Sofaen stammer fra 1935 – et årti, hvor Jacobsen formgav markante funktionalistiske bygningsværker, som for eksempel ”Bellevista” i Klampenborg og Aarhus Rådhus. I 1934 fik han opgaven at skabe et moderne fabriksanlæg til Novo Terapeutisk Laboratorium (Novo Nordisk), og det var i den anledning, at han tegnede sofaen som en del af en sofagruppe til bygningens chefkontorer.

En anden af de helt store stjerner på den danske designhimmel er Hans J. Wegner, og hans møbler er velkendte gæster på Bruun Rasmussens auktioner. Denne gang i form af klassikere som eksempelvis ”The Chair”, ”Flaglinestolen”, ”Kaminstolen” og ”Bukkestolen”, men også en hidtil ukendt variant af hans sofabænk med skalformet ryg og sæde af formbøjet valnød og stel af bøg.

Wegner tegnede den i 1948 til Thisted Sygehus, og til formålet har han trukket den velkendte topersonersmodel af sofabænken ud til dobbeltstørrelse.

Auktion: Tirsdag den 4. juni klokken 17 i Bredgade 33 i København

Eftersyn: Den 23.-27. maj på samme adresse