I 2017 brugte 237.000 danskere muligheden for at trække udgifter på op til 12.000 kroner til arbejdsløn til grønne investeringer fra i skat via håndværkerfradraget. Den populære ordning er både bredt kendt og brugt af danske boligejere, viser en ny spørgeundersøgelse, som YouGov har foretaget for Dansk Byggeri.

Her svarer 93 procent, at de kender håndværkerfradraget, og 59 procent at de har brugt den. 61 procent kender til energiselskabernes tilskudsordninger, men kun 17 procent har benyttet sig af dem. Andre muligheder som for eksempel gratis energivejledning er brugt af 13 procent af boligejerne.

– Håndværkerfradraget er nemt at bruge, og derfor er det så populært. Energiselskabernes tilskudsordninger er mere komplicerede og lever lidt mere i det skjulte, og er derfor også mindre brugte og mindre kendte blandt boligejerne, siger energipolitisk chef i Dansk Byggeri, Camilla Damsø Pedersen.

Håndværkerfradraget er målrettet grønne energi- og klimavenlige håndværkerydelser.

– Fradraget er steget til 12.200 kroner i 2019, men det er stadig et relativt lille beløb, hvis man som boligejer står over for en større energirenovering. Derfor bør politikerne hæve håndværkerfradraget til 25.000 kroner årligt og for eksempel gøre det muligt at spare fradraget op ved større energirenoveringsprojekter, så man kan bruge tre års fradrag på en gang, siger Camilla Damsø Pedersen.

Hvordan får man håndværkerfradrag?

Du kan få håndværkerfradrag (servicefradrag) for udvalgte serviceydelser og håndværksydelser, som er udført i hjemmet eller fritidsboligen. Du kan kun få fradrag for arbejdsløn inklusive moms (ikke for materialer). For at få håndværkerfradrag skal du huske at betale elektronisk for eksempel med dankort, MobilePay, netbank (ikke med kontanter). Husk også at gemme din dokumentation for det udførte arbejde. Fradragets værdi er cirka 26 procent.

De kan læse mere om, hvilke ydelser, der giver ret til håndværkerfradrag, samt om hvordan du indberetter det på Skats hjemmeside.