Knap hver fjerde danske ejer af et sommerhus kender ikke indbosummen på deres forsikring af huset. Selvom mange måske har de dyre møbler og den nyindkøbte elektronik i helårsboligen, kan man blive overrasket over, hvor meget værdi man egentlig kan samle i et sommerhus.

Derfor er det vigtigt at sikre sig, at forsikringssummen passer til den reelle værdi af ens indbo i sommerhuset. Det har hver fjerde dansker dog slet ikke styr på, og de risikerer dermed at få en økonomisk mavepuster, hvis skaden sker.

– Er ens forsikringssum for lav, kan det betyde, at man får en lavere erstatning end det, det reelt koster at genanskaffe indboet. Forsikringssummen indikerer nemlig, hvor meget man maksimalt kan få erstattet i tilfælde af tyveri, brand eller lignende, siger Anja Lintrup Sørensen, konsulent i Forsikringsoplysningen.

– En forsikringssum bør være lig den samlende værdi af ens indbo. Det betyder, at forsikringssummen ikke skal være mindre end, hvad det vil koste at genanskaffe al indbo i tilfælde af en totalskade, siger Anja Lintrup Sørensen.

Tilpasset forsikring af sommerhus

Ifølge Forsikringsoplysningen er den en god idé løbende at tjekke, om man har den rette forsikringssum på sin sommerhusforsikring. Det gør man helt konkret ved at lave en liste – for eksempel i Excel – med alt ens indbo i sommerhuset samt prisen på, hvad det vil koste at genanskaffe al indbo fra ny. Det tager tid at udregne, men ifølge Anja Lintrup Sørensen kan det godt betale sig.

– Udregningen kan både vise, at du er underforsikret, og at værdien af dit indbo derfor er højere end din forsikringssum. I det tilfælde vil du ikke få erstattet alt dit indbo ved en totalskade. Du kan også være overforsikret og betale for en forsikringssum, der er væsentlig højere end værdien af dit indbo. Hvis det er tilfældet, kan du undersøge, om du kan sætte forsikringssummen ned hos dit forsikringsselskab og få en billigere forsikring, siger Anja Lintrup Sørensen.

– Man bør opdatere listen over værdien af ens indbo en gang om året, eller opdatere den løbende ved indkøb af dyrere ting. Og så vil jeg anbefale at lægge 10-20 procent til den værdi, man når frem til, da det kan være svært at huske og medregne alt på listen. På den måde undgår man at være underforsikret, råder Anja Lintrup Sørensen.

Sommerhusforsikring

Prisen på en indboforsikring til et sommerhus afhænger altid af værdien af ens indbo, og derfor er det bedst at have en så korrekt forsikringssum som muligt. På den måde undgår man både at betale for meget for sin forsikring eller at være underforsikret og dermed ikke få den rette erstatning.

På Forsikringsguiden.dk kan man undersøge, hvad sommerhusforsikringer koster, og hvordan de dækker. Her kan man op- og nedjustere indbosummen, og se hvilken prisforskel, det giver. Man kan ligeledes justere ens selvrisiko og tilføje tilvalgsforsikringer som for eksempel svamp/insekt, lejerskader og elektronikdækning.

Forsikring af sommerhus: Hvad er indbo?

Indbo er alle de ejendele, man vil tage med sig ved en flytning. Populær sagt er det alle de ting, der vil falde ud af sommerhuset, hvis man vendte det på hovedet. Derfor gælder det for eksempel ikke indbyggede skabe, men derimod møbler, køkkenudstyr, elektronik mm.

Tyveri i sommerhus: Hvordan dækker forsikringen?

Selvom grillen hører til udendørs, så er den kun dækket af forsikringen, hvis den er låst inde, når sommerhuset er ubeboet. Sørg derfor altid for at låse udendørs genstande inde, for eksempel grill og havemøbler, når du ikke er i dit sommerhus.

Vær opmærksom på at penge, smykker, guld og sølv aldrig er dækket af sommerhusets indboforsikring. Ligeledes er kunst, elektronik, spiritus og andet “særligt indbo” kun dækket op til et vist beløb eller en procent af den samlede forsikringssum.

Kontakt dit forsikringsselskab hvis du er i tvivl om din sommerhusforsikring passer til dit behov, eller sammenlign dækning og priser på sommerhusforsikringer på Forsikringsguiden.dk.