Sommerhuspriser er tredoblet i værdi siden 1992

En tredobling af sommerhuspriser de sidste tredive år skyldes udover almindelig prisudvikling også, at vi er begyndt at bygge større og mere luksuriøse sommerhuse.

Toppede du jubelsommeren 1992 ved at købe et sommerhus, kan du i dag sælge det til tre gange så meget, som du gav for det den gang, Vilfort og Faxe sendte Danmark i fodboldhistoriebøgerne. I 1992 kostede et sommerhus i gennemsnit 327.000 kroner, mens det i 2019 handles til 1.241.000 kroner. Det viser en analyse, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har lavet over opgørelser fra Danmarks Statistik.

– Som udgangspunkt er det en god investering at købe bolig med en tidshorisont på 30 år, selvom de færreste har den slags perspektiver, men lige med sommerhuse har de det med at blive i familien, fordi de bliver et centralt samlingspunkt for flere generationer, siger Thomas Hovgaard, der er kommunikationschef i Nybolig.

Udover almindelig prisudvikling har størrelsen på sommerhusene også betydning.

– I gamle dage var sommerhusene små. De sidste tyve år er vi for alvor begyndt at bygge større og mere luksuriøse sommerhuse, og det er klart, at det også vil afspejle sig i priserne, siger Thomas Hovgaard.

Han forudser, at sommerhusene vil fortsætte den positive prisudvikling.

– Højere bundfradrag ved udlejning og nye muligheder for øget realkreditbelåning har givet sommerhusmarkedet en saltvandsprøjtning de sidste par år, og med de aktuelle konjunkturer tror vi, at vi de næste par år vil blive ved med at se priserne stige, siger Thomas Hovgaard.