Mens salgstiderne for helårsboliger de sidste 12 måneder stort set er uændrede, melder Nybolig om faldende salgstider på sommerhuse.

Mens det tog 327 dage at sælge et sommerhus i februar 2018, er der siden barberet 37 dage af salgstiden med 290 dage for februar 2019, eller et fald på 11 procent Det viser tal fra Boligsiden, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har analyseret.

Ifølge Nybolig er de reducerede salgstider på sommerhuse et tegn på optimisme.

– Et sommerhus er ikke en basal livsnødvendighed, men en luksus, som flere vælger til, når de har det økonomiske overskud. Det, vi ser nu, er, at tempoet på sommerhusmarkedet stiger, og det er ganske positivt, da det er sommerhusmarkedet, der traditionelt har de længste salgstider, siger Thomas Hovgaard, der er kommunikationschef i Nybolig.

Han mener, at det igen er ved at være in at eje et sommerhus.

– Sommerhuset kan fungere som et neutralt sted, hvor familien mødes i ferier og weekender. Det bliver et kærkomment frirum, hvor man kan træde ud af hamsterhjulet og være sammen uden at være omgivet af hverdagens vante omgivelser, siger Thomas Hovgaard.

Med det nuværende renteniveau og de politiske tiltag, sommerhusmarkedet har været begunstiget med de sidste par år, er det alt andet lige også blevet nemmere at realisere drømmen om et sommerhus.

-Hvis man ellers lever op til en række særlige indkomstkrav, kan man med det nuværende renteniveau og de nye skattefradrag for udlejning faktisk eje et sommerhus, uden at det lægger de helt store beløb oveni de faste udgifter, siger Thomas Hovgaard.