Så meget koster nybyggede lejligheder i Danmarks store byer

Der er ganske stor forskel på de aktuelle priser på nybyggede lejligheder i de store danske byer. Og lidt overraskende koster de mere i Aalborg end i Aarhus.

Aalborgs Skyline.
Aalborgs skyline set fra Nørresundby.

For at imødekomme de mange mennesker, der hver dag flytter til en af de danske storbyer, bliver der bygget mange nye ejerlejligheder. Nye tal fra Boliga viser, at der på tværs af Danmarks store byer er stor forskel på de aktuelle priser på nybyggede lejligheder.

Har man planer om at anskaffe sig en nybygget ejerlejlighed – klar til indflytning næste år eller endnu senere – er det heller ikke helt lige meget, hvilken ny bydel man vælger. Prisforskellen på nybyggeriet er nemlig også stor fra bydel til bydel.

Når det gælder hovedstaden, finder man de højeste udbudskvadratmeterpriser på de kommende lejligheder i Nordhavn og på Vesterbro, hvor en kvadratmeter ejerlejlighed koster omkring 57.000 kroner. Det viser tallene fra Boliga, derhar opgjort de gennemsnitlige udbudskvadratmeterpriser per 1. april 2019 på ejerlejligheder til salg i København, Aalborg og Aarhus samt omegne fordelt på ejendommenes byggeår.

– Generelt er Nordhavn et af Københavns dyreste nye boligområder på grund af beliggenheden direkte til vand eller udsigt til vand for en stor del af boligernes vedkommende. Priserne i København V præges til gengæld af Carlsbergbyen, som har relativt høje kvadratmeterpriser, siger Henrik Hauthorn Jensen fra Home til Boliga.

På Nørrebro og i Sydhavnen bliver der også bygget nyt, her lyder de gennemsnitlige udbudskvadratmeterpriser på henholdsvis 51.300 og 53.000 kroner per kvadratmeter. Og i den lavere ende finder man Amager, hvor udbudskvadratmeterprisen for ejerlejlighederne, der står klar efter 2020 ligger på lige over 44.000 kroner.

Prisbyt i de jyske storbyer

Der bliver også bygget på livet løs i de jyske storbyer Aarhus og Aalborg.

I Smilets By ligger de aktuelle udbudskvadratmeterpriser på de kommende ejerlejligheder på lige over 43.100 kroner per kvadratmeter.

Hvis man i stedet køber i Risskov, kan man spare lidt: Her er de snart færdigbyggede ejerlejligheder nemlig udbudt til salg for lige over 40.400 kroner per kvadratmeter.

Aalborg står – måske ganske overraskende – for de højeste jyske priser på nybyg. Her skal man nemlig i gennemsnit give omkring 44.200 kroner per kvadratmeter for de endnu ikke færdigbyggede ejerlejligheder.

– 70-80 procent af de projekter, der er udbudt i Aalborg og Nørresundby, ligger langs fjorden med prima beliggenhed og udsigt til vand, hvorimod vores mæglere i Aarhus oplyser, at projekterne i dag er bredt mere ud over hele byen. Generelt er Aarhus dog fortsat dyrere end Aalborg, så hvis du har to sammenlignelige projekter i Aalborg og Aarhus, vil kvadratmeterpriserne i Aarhus typisk være højere, siger Henrik Hauthorn Jensen til Boliga

Til gengæld er der en del at spare ved at købe nybyg i Nørresundby. Her er ligger udbudskvadratmeterprisen på lige over 27.500 kroner i gennemsnit.

Se ejerlejligheder til salg med byggeår i 2020 og frem her.