For fem år siden havde 52 ud af landets 98 kommuner en negativ nettotilflytning, hvilket vil sige, at flere pakkede flyttebilen og flyttede mod en ny kommune, end der kom nye borgere til fra landets øvrige kommuner. Men hele 18 populære kommuner har siden formået af vende den onde spiral og dermed igen tiltrække flere borgere, end der fraflytter. Det fremgår af en ny analyse fra Spar Nord, der har bearbejdet de seneste tal fra Danmarks Statistik.

Silkeborg Kommune var eksempelvis blandt kommunerne, der for fem år siden havde en negativ nettotilflytning på minus 82 borgere. I dag er den udvikling vendt til en positiv nettotilflytning på hele 639 borgere. På samme positive liste finder man populære kommuner som Rødovre, Syddjurs og Holbæk, som også har formået at vende udviklingen fra henholdsvis minus 33 til plus 517 borgere, fra minus 162 til plus 237 borgere og fra minus 161 til plus 207 borgere.

Ifølge cheføkonom i Spar Nord, Jens Nyholm, er der flere forklaringer på, hvordan de 18 kommuner har formået at standse den negative nettotilflytning og vende den til positive tal. Han henviser især til eksterne faktorers betydning for udviklingen.

– Vi ved, at blandt andet en velfungerende infrastruktur og job- og uddannelsesmuligheder er af stor betydning, når vi vælger, hvor i landet vi flytter til. For en af højdespringerne, Silkeborg Kommune, kan det eksempelvis have stor betydning, at kommunen i 2018 var mål for udflytning af en række statslige arbejdspladser. Derudover kan Syddjurs Kommunes positive udvikling blandt andet tilskrives den generelle vækst i nabokommunen Aarhus og etableringen af letbanen, som kommer til at øge tilgængeligheden og forbinde kommunerne, forklarer Jens Nyholm.

– Derudover skyldes den positive nettotilflytning i kommunerne omkring landets største byer også de høje kvadratmeterpriser, der er i eksempelvis København og Aarhus. Her har der længe været en tendens til, at flere og flere særligt børnefamilier søger mod omegnskommuner til de største byer, hvilket også kommer til udtryk i den positive udvikling ved kommuner som Rødovre, Vallensbæk og Syddjurs, uddyber han.

Overraskelser blandt de populære kommuner

I modsætning til de mere forventelige nabokommuner til de større byer fremhæver Jens Nyholm, at der også er nogle populære kommuner på listen, der overrasker. Eksempelvis er Bornholm på listen over kommuner, som har løftet nettotilflytningen fra negativ til positiv. Her havde man nemlig for fem år siden en nettotilvækst på minus 227, hvilket i 2018 var på plus 385.

Det er dog ikke alle kommuner, der kan glæde sig over en positiv udvikling i antallet af nettotilflyttede borgere. Anderledes ser det nemlig ud for 17 af landets kommuner, som i løbet af de seneste fem år har oplevet at gå fra en positiv nettotilflytning til en negativ.

Denne udvikling gælder i høj grad kommuner på Sjælland, der er centreret omkring Københavns Kommune, som desuden selv er blandt kommunerne, der har oplevet en større negativ udvikling. Her var nettotilvæksten for fem år siden på 764 borgere, mens den i 2018 er faldet til minus 65.

– Tallene viser, at hele 15 ud af 17 kommuner med udvikling fra positiv til negativ nettotilflytning er kommuner på Sjælland. Det gælder især de kommuner, som ligger meget tæt på København, hvilket nok kan forklares med prisstigninger, som får folk til at flytte længere væk fra København til kommuner med mere overkommelige priser, lyder det fra Jens Nyholm.

Det er dog ikke kun 17 af landets kommuner, der har oplevet en negativ udvikling de seneste fem år. Analysen viser nemlig også, at flere kommuner er gået fra at have en negativ nettotilflytning for fem år siden til blot i dag at have en endnu større negativ nettotilflytning. Det gælder eksempelvis Frederiksberg Kommune, hvor den negative nettotilflytning næsten er fordoblet fra minus 579 i 2014 til minus 1141 i 2018. En lignende udvikling ses i Esbjerg Kommune, der er gået fra minus 264 til minus 520 på fem år.

Dog gemmer analysen også på tilsvarende succeshistorier, hvor det er lykkedes kommuner at fortætte en i forvejen positiv udvikling. Udover de 18 kommuner, som har formået at vende en negativ nettotilflytning til en positiv udvikling, har hele 15 kommuner fortsat væksten. Eksempelvis befinder Aarhus Kommune sig i vækst, da kommunen for fem år siden havde en positiv nettotilflytning på 448 borgere, hvilket i 2018 var på hele 1628 borgere. Derudover har kommunerne Faxe og Middelfart også begge bibeholdt en positiv nettotilflytning med en stigning på henholdsvis 332 og 240 borgere.

Oversigt over nettotilflytning 2014-2018

Vendt positiv udvikling   Vendt negativ udvikling
Kommune 2014 2018 Samlet fald Kommune 2014 2018 Samlet stigning
København 764 -65 -829 Silkeborg -82 639 721
Gentofte 276 -480 -756 Rødovre -33 517 550
Gladsaxe 300 -265 -565 Syddjurs -162 273 435
Furesø 456 -52 -508 Faaborg-Midtfyn -135 260 395
Roskilde 426 -29 -455 Bornholm -227 158 385
Brøndby 100 -308 -408 Holbæk -161 207 368
Randers 92 -287 -379 Nordfyns -145 123 268
Tårnby 187 -169 -356 Sorø -61 156 217
Hvidovre 167 -182 -349 Vallensbæk -79 121 200
Glostrup 84 -126 -210 Ballerup -135 46 181
Vordingborg 176 -20 -196 Frederikssund -36 135 171
Kalundborg 54 -79 -133 Brønderslev -106 21 127
Hedensted 60 -73 -133 Næstved -14 98 112
Kolding 85 -39 -124 Guldborgsund -95 14 109
Albertslund 34 -69 -103 Gribskov -48 42 90
Dragør 34 -9 -43 Fredericia -52 12 64
Fredensborg 33 -7 -40 Fanø -22 24 46
  Samsø -2 12 14

 

Om analysen af de populære kommuner

Spar Nord har sammenlignet nettotilflytningen for alle landets kommuner i en periode på fem år, fra 2014-2018. Analysen er baseret på de seneste tal fra Danmarks Statistik.