Parcelhusejere har tjent 80.000 kroner inden sommerferien i år

Priserne på parcelhuse er steget 4 procent i første halvår 2018. I Region Midtjylland har stigningen været størst.

2018 ser ud til at blive friværdiernes år. Et gennemsnitsligt parcelhus på 140 kvadratmeter er allerede steget 80.000 kroner fra januar til juli i år. Det viser tal fra Boligsiden, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har beregnet.

Hvor den gennemsnitslige kvadratmeterpris for et parcelhuse og rækkehuse i januar lå på 13.421 kroner, var den i slutningen af juni steget til 13.976 kroner.

Det går ufatteligt godt på boligmarkedet i øjeblikket

– Det går ufatteligt godt på boligmarkedet i øjeblikket, og vi ser ikke umiddelbart noget, der skulle lave om på den positive udvikling. De fleste parcelhusejere har kunnet se, at deres værdi er blevet større i året første halvår, og markedet er præget af stor optimisme, siger Thomas Hovgaard, der er kommunikationschef i Nybolig.

Selvom der er tale om pæne stigninger, mener han ikke, at der er grund til bekymring for tempoet på boligmarkedet.

– Udviklingen drives af en sund indstilling, og ikke af spekulation. Langt de fleste leder efter en ny bolig med lang tidshorisont, og mulighederne for finansiering er attraktive, så det spiller ikke en stor rolle for køberne, at priserne stiger og formentlig vil fortsætte med det, siger Thomas Hovgaard.

Udvikling i boligpriser i regionerne i første halvår 2018

Region Januar (kroner per kvadratmeter)
Juni (kroner per kvadratmeter)
Stigning i procent
Region Hovedstaden 24.171 kroner 25.154 kroner 4,1 procent
Region Midtjylland 11.744 kroner 12.476 kroner 6,2 procent
Region Nordjylland 9.666 kroner 9.733 kroner 0,7 procent
Region Sjælland 11.787 kroner 12.124 kroner 2,9 procent
Region Syddanmark 9.726 kroner 10.158 kroner 4,4 procent