Huspriserne er stadig lavere end før finanskrisen i 71 kommuner

I 71 af landets 98 kommuner er priserne på huse stadig lavere, end de var før finanskrisen. Se, om din kommune er en af dem.

Det går godt på boligmarkedet. Priserne stiger, der bliver solgt mange boliger, og køberne har mange boliger at vælge imellem.

Alligevel viser en ny opgørelse fra Boligsiden, at der mange steder i Danmark er et stykke vej til de fede tider før finanskrisen.

I 71 af landets kommuner har huspriserne endnu ikke nået niveauet fra før de sløje tider i slutningen af 00’erne og starten af 10’erne.

– Vi har talt om et boligmarked i massiv vækst siden 2015, hvor vi fik den meget lave rente. Alligevel har vi de fleste steder ikke nået de højder, som vi nåede før finanskrisen. Det viser, hvor afgrundsdyb den var. Finanskrisen har ikke blot påvirket det årti, vi snart afslutter. Den kommer også til at få betydning i næste årti. Finanskrisen har forandret boligmarkedet, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

– Det er hårdt for de boligejere, der er bundet til deres hus, fordi de har købt på et dårligt tidspunkt og ikke kan sælge til den pris, de har betalt for det. Men det betyder samtidig, at vi nu forstår mekanismerne bedre, og med finanskrisen frisk i erindring har politikerne samtidig fokus på at tøjle prisudviklingen, mens banker og huskøbere er optagede af at lån og budget skal hænge sammen.

Sjællandske yderkommuner halter efter

Ser vi på listen over de kommuner, der er længst fra niveauet før finanskrisen, afslører den, at 13 sjællandske yderkommuner – langt fra København – halter længst efter. Her er kvadratmeterpriserne mellem cirka 3.000 og 5.000 kroner lavere nu end før finanskrisen.

– Det er egentlig lidt pudsigt, idet vi i disse år taler om, at køberne rykker længere væk fra hovedstaden, fordi priserne i København er blevet for høje. Det burde skabe vækst i de her kommuner, og priserne er da også steget derude, men der kommer til at gå lang tid før, de når niveauet fra dengang, siger Birgit Daetz.

Mens det er en række sjællandske yderkommuner, der er længst fra at nå niveauet fra før finanskrisen, er det overvejende kommuner i og omkring København og de andre store byer, der er blandt de kommuner, hvor priserne nu er højere end før finanskrisen.

Disse kommuner er længst fra niveauet før finanskrisen:

Kommune Tidspunkt for top Højeste kvm.-pris i perioden 2005-2011 Kvm.pris april 2019 Forskel
Gribskov 2007K1 20.403 kroner 15.466 kroner -4.937 kroner
Lejre 2007K1 18.592 kroner 13.986 kroner -4.606 kroner
Halsnæs 2007K2 18.020 kroner 13.877 kroner -4.143 kroner
Hørsholm 2006K4 33.972 kroner 30.082 kroner -3.890 kroner
Odsherred 2007K2 12.013 kroner 8.265 kroner -3.748 kroner
Holbæk 2008K2 15.020 kroner 11.554 kroner -3.466 kroner
Faxe 2007K4 13.701 kroner 10.246 kroner -3.455 kroner
Kalundborg 2008K2 11.536 kroner 8.125 kroner -3.411 kroner
Helsingør 2006K4 25.974 kroner 22.661 kroner -3.313 kroner
Frederikssund 2007K3 20.185 kroner 16.948 kroner -3.237 kroner
Hillerød 2007K1 23.400 kroner 20.175 kroner -3.225 kroner
Stevns 2006K3 15.226 kroner 12.007 kroner -3.219 kroner
Vordingborg 2007K4 11.022 kroner 8.033 kroner -2.989 kroner

(Tabellen viser, hvor stor kvadratmeterprisen for et hus er i april 2019 sammenlignet med før finanskrisen. Da finanskrisen ramte på forskellige tidspunkter i forskellige kommuner, sammenligner vi den aktuelle kvadratmeterpris med det kvartal med den højeste pris i perioden 2005-2011. Kilde: Boligsidens Markedsindeks og ois.dk)

Se tabel med liste over alle landets kommuner.