Danmarks dyreste sommerhuse

Danmarks dyreste sommerhuse ligger i Skagen, Hornbæk og Gilleleje. Sammenlagt koster de tre sommerhuse næsten 60 millioner kroner.

Sommeren er over os med alt, hvad der dertil hører af vandmelon, havdyb, stangtennis og ikke mindst ferie. Og ferien kan jo passende holdes i et af Danmarks dyreste sommerhuse.

Hører du til dem, der planlægger at spendere sommerugerne på dansk jord, men som endnu ikke har sikret kvadratmeter til ferien, er der godt nyt. Antallet af udbudte sommerhuse er nemlig netop nu på sit hidtil højeste niveau i år. Det skriver Boliga.dk.

Der er således knap 11.500 sommerhuse at vælge mellem.

Helt traditionelt er sommeren den tid på året, hvor flest fritidshuse er meldt under til salg-fanerne. Sidste og forrige sommer var der godt 12.500 sommerhus til salg, lyder det fra Boliga.dk, somhar opgjort antallet af udbudte sommerhuse i hele landet per 1. juni i henholdsvis 2019, 2018 og 2017.

Men sommerhuse er naturligvis ikke bare sommerhuse, og skal ferier og forlængede weekender fremover smykkes med liebhaverdetaljer, skal der lægges summer af ligeledes højeste karat. Samlet set koster Danmarks dyreste sommerhuse nemlig netop nu 58,8 millioner kroner, det skriver Boliga.dk.

Her er Danmarks dyreste sommerhuse

Et af Danmarks dyreste sommerhuse ligger på Udsholt Strandvej i Gilleleje.
Et af Danmarks dyreste sommerhuse ligger på Udsholt Strandvej i Gilleleje.

3. Udsholt Strandvej 12A, 3250 Gilleleje

På en knap 5.500 kvadratmeter stor grund helt ud til Kattegat ligger det sommerhus, der for øjeblikket er udbudt til salg til landets tredjedyreste pris. Det er til salg hos Danbolig.

“I får glæde af fire værelser og to badeværelser, begge med gulvvarme og en muret bruseniche – det ene badeværelse har sågar et spabad. Opholdsmiljøet gemmer på en integreret stue og køkken-alrum, der munder ud i en udsøgt udestue med glaspartier og udgang til haven. Det åbne rum er opdelt af en søjle, hvor der er en indbygget pejseindsats samt brændeovn, der skaber stemning i de kolde måneder. Det elegante, hvide køkken har rigeligt med opbevaringsplads og alle hårde hvidevarer – deriblandt vaskemaskine og tørretumbler fra Miele”, skriver mægleren om sommerhuset.

16,8 millioner kroner skal der betales for at blive indehaver af det 155 kvadratmeter store sommerhus. Træhuset ligger få minutters kørsel fra Gilleleje på Sjællands nordkyst.

Se sommerhuset her.

Et af Danmarks dyreste sommerhuse ligger på Hornebakken i Hornbæk.
Et af Danmarks dyreste sommerhuse ligger på Hornebakken i Hornbæk.

2. Hornebakken 3, 3100 Hornbæk

Med en pris på 18 millioner kroner er sommerhuset her i Hornbæk også at finde blandt landets dyreste. Ejendommen er ombygget i 2015-2016 og tæller blandt andet en stue med fem meter til loftet og 180 graders udsigt over haven. Og skulle man blive træt af sin familie – eller måske ligefrem længes efter jobbet rummer huset et kontor. Sommerhuset er til salg hos Ivan Eltoft Nielsen.

“Ejendommen er opført og indrettet i en stil, så den på én gang opleves som herskabelig og hyggelig. Den har både internationalt snit og lokal kolorit placeret lige dér på en af de originale grusveje i en pæredansk kontekst. Hele huset er ombygget og nyindrettet fra gulv til loft i 2015 og 2016 med kyndig assistance fra en kendt, dansk arkitekt”, skriver mægleren om sommerhuset.

Fritidshuset ligger i Hornbæk, der traditionelt trækker nogle af landets absolut højeste sommerhuspriser.

Se sommerhuset her.

Villa Guldmaj i Skagen er Danmarks dyreste sommerhus.
Villa Guldmaj i Skagen er Danmarks dyreste sommerhus.

1. Åkandevej 10, 9990 Skagen

Det er ikke bare prisen på Villa Guldmaj, der er helt på toppen. Beliggenheden bliver heller ikke mere nordlig. Danmarks dyreste sommerhus ligger nemlig helt ude på Grenen omgivet af Skagens karakterisktiske klitter. Sommerhuset er til salg hos Lilienhoff.

“Her er således en enestående ejendom med en sublim udsigt over det storslåede landskab med et helt fantastisk fugleliv og en unik atmosfære, hvor der til stadighed kan opleves nordlys på himlen og morild i havet”, skriver mægleren om sommerhuset.

Huset er 264 kvadratmeter stort og har blandt andet lagt kvadratmeter til kunstudstillinger og samlingssted for kendte personligheder.

For det store sommerhus skal der ifølge Boliga.dk betales 24 millioner kroner.

Se sommerhuset her.