Marienlyst Strandhotels nye strandspa er designet til at matche den gamle badehotelsstil med blandt andet saunaer på stranden og retroklinker.

Det har sidenhen vist sig at være den helt rigtige beslutning. I 2018 rundede hotellets strandspa nemlig hele 50.000 besøgende.

– Det er utrolig dejligt, at det hårde arbejde nu har båret frugt, og at efterspørgslen har været så stor. Nu glæder vi os til at komme i gang med en ny sæson, hvor flere gæster kan komme og få den unikke oplevelse, og allerede nu tyder det på, at det kommer til at gå mindst lige godt, fortæller spachef hos Strand- & Badehotel Marienlyst, Gita Grauslund.

Henover de to år er udviklingen gået stærkt for Marienlyst Strandhotel, der blandt andet har bygget nye omklædningsrum, stort poolområde med spacafé, saltterapi, panoramasauna, spaterrasser og badestue. I den forbindelse er byggematerialerne blevet nøje udvalgt, så de matcher den oprindelige strandhotelstemning og samtidig understøtter de enkelte rums formål.

– Vi har gjort meget ud af valget af byggematerialer, som jo skal være med til at understøtte den stemning, vi gerne vil have frem, og som skal bidrage til at tiltrække gæsterne. Det gælder især valget er fliser og klinker, der udgør en stor del af lokalerne, og som er på næsten alle overflader, fortsætter Gita Grauslund.

Klinker, der går i ét med omgivelserne

Det er Mosikhjørnet i Glostrup, der har stået for leveringen af samtlige flise- og klinkeløsninger til den nye strandspa. Her var der i materialevalget mange ønsker og krav, som Mosaikhjørnet, der i mere end 50 år har specialiseret sig blandt andet fliser og klinker, skulle tage højde for.

– I det store poolområde er der et stort panoramavindue med en helt fantastisk udsigt udover stranden, havet og Kronborg Slot. Her var det vigtigt, at fliserne bidrog til, at man som gæst på Marienlyst Strandhotel fik oplevelsen af at være i ét med omgivelserne, fortæller projektkonsulent hos Mosaikhjørnet Kasper Jessen.

– Derfor blev der valgt en fliseløsning med navnet Sandstone, som har sandets farver og spil. Således kan gæsterne stå inde i selve spaen og få følelsen af, at de står på stranden, uddyber han.

– Derudover var der også særlige ønsker til kobberspaen, som er verdens eneste kobberspa. Det er nemlig en behandling, som har fundet inspiration i historiske skrifter om kobbers evne til at pleje og udskille affaldsstoffer, hvilket flisens udtryk således også skulle understøtte. Derfor blev der valgt en flise, der hedder Irgrøn Kobber til gulvene og væggene, mens der kom ægte kobber på loftet. På den måde bidrager fliserne også her til rummets særlige stemning og formål.

Genskaber gammel stil

Til omklædningsrummene, der hører til strandspaen, var der ekstra stort fokus på at genskabe den gamle stil og give gæsterne en oplevelse af at træde ind i en anden tidsalder. Derfor blev der valgt fliser i porcelænsfarver, som udtryksmæssigt ser krakelerede ud.

– I omklædningsrummene var det vigtigt, at man fik oplevelsen af at gå ind i en gammel badeanstalt. Derfor valgte vi sammen med Mosaikhjørnet en flise med et retroudtryk, så man får en fornemmelse af, at man er tilbage i det tidligere århundrede, hvor badehoteller var særligt udbredte. Af samme grund valgte vi brune omklædningsskabe og rosa klinker til dametoiletterne og blå klinker til herretoiletterne, så det hele fik et old school-udtryk, lyder det fra Gita Grauslund.

Til kælderen, hvor saltterapien er, er der desuden valgt sorte fliser til både gulve og vægge, så man får følelsen af at træde ned i en salthule, mens der til trappetrinene ned til kælderen er valgt en flise, der ligner egetræ. Det samme gør sig gældende for de udendørs trappetrin, hvor der er installeret varme i. På den måde går de nemlig i ét med egetræsplanken, man fortsætter ud på som en slags badebro.

Den 6. januar 2019 fejrede Strandhotel Marienlyst sammen med sine gæster, at spaafdelingen havde 1-års jubilæum. Her blev der løftet champagneglas og fejret, at det nye område ikke alene har været en attraktion i Danmark, men også en attraktion for udenlandske turister, da stedet også har været besøgt af gæster fra eksempelvis Norge, Sverige og Tyskland.