Fra et konceptshuttlekøretøj, der gør en ny slags mobilitet konkret, til forbundne køleskabe, der giver råd om opbevaring af fødevarer, og intelligente plæneklippere, der lærer individuelt – spektret af løsninger, som Bosch præsenterer på verdens største forbrugerelektronikmesse, er enormt. Bosch har på et tidligt tidspunkt erkendt IoT’s enorme muligheder.

– I mere end 10 år har vi aktivt været med til at forme den forbundne verden, siger Markus Heyn fra ledelsen hos Bosch.

– I dag er vi en førende IoT-virksomhed. Successivt har vi udbygget vores software- og it-ekspertise, fortsætter han.

Med sin egen IoT-cloud har virksomheden allerede udført mere end 270 projekter inden for mobilitet, smart homes, smart cities og landbrug. Antallet af sensorer og enheder, der er forbundet via Bosch IoT Suite, er steget næsten 40 procent i forhold til sidste år til 8,5 millioner.

Kunstig intelligens er en del af fremtidens bolig

En nøgle til yderligere vækst og nye forretningsmuligheder i IoT er kunstig intelligens (AI). Det er også et område, hvor Bosch spiller en afgørende rolle for at fremme udviklingen.

– Vi vil bedst kunne udnytte IoT’s potentiale, hvis vi kombinerer det med AI og parallelt går videre med vores IoT- og AI-aktiviteter, siger Markus Heyn.

Efter hans mening er der en gensidig vekselvirkning mellem de to ting: IoT har brug for intelligens. Anvendelsen af forbundne ting for at samle data kan være et afgørende boost for udviklingen af AI. Kun via AI bliver forbundne ting intelligente og lærer at drage deres egne konklusioner.

– Først og fremmest stræber vi efter at opnå konkrete forbedringer i folks reelle hverdag – for eksempel mere tid, mere sikkerhed, mere effektivitet og mere komfort, siger Markus Heyn.

Her nævner Heyn den videobaserede brandregistrering som eksempel. ved hjælp af intelligent billedanalyse kan sikkerhedskameraer identificere brande inden for få sekunder – selv før systemets sensorer registrerer varme og røg. Derved kan brande registreres betydeligt tidligere end med traditionelle brand- eller røgalarmer. Det sparer værdifulde minutter, der kan redde liv.

IoT i hjemmet: Forbundne apparater gør livet mærkbart nemmere

– Vi arbejder på forbundne hjem og på apparater, der tænker selv og forstår, hvad brugerne ønsker, siger Markus Heyn.

På CES præsenterer Bosch eksempelvis en ny funktion for forbundne køleskabe, der kan registrere fødevaretyper og give anbefalinger om opbevaring. Det indvendige kamera registrerer automatisk cirka 60 slags frugter og grøntsager og foreslår det ideelle sted at opbevare dem ved hjælp af en app. Resultatet er, at fødevarerne opbevares bedst muligt, holder sig friske i længere tid og ikke skal smides ud så ofte.

En anden nyhed er projektoren PAI, der kan projicere et virtuelt brugerinterface på køkkenbordet. En integreret 3D-sensor registrerer alle berøringer og giver dermed mulighed for touch screen-brug af interfacet. Derved kan brugerne nemt slå opskrifter op online og foretage telefonopkald via internettet, mens de laver mad og bager. Pai er klart mere robust end en smartphone eller tablet og designet specielt til køkkenbrug. Selv med fedtede fingre kan projektoren fortsat betjenes uden problemer. PAI skal efter planen lanceres i Kina i februar 2019 og senere også i USA.

Bosch præsenterer også den nye forbundne robotplæneklipper Indego S+ på CES. Det er en af de første robotplæneklippere på markedet, der tilbyder stemmestyring med Amazon Alexa. Det er også den eneste robotplæneklipper, der kan bruge vejrudsigten på internettet til automatisk at finde ud af, hvornår det er bedst at slå græs igen. Bosch bruger kunstig intelligens til at forbedre robotplæneklipperens registrering af forhindringer på græsplænen. Her evalueres sensorbaserede data som motorflow, acceleration, omdrejningstal og retning.

– Vi bruger kunstig intelligens til at gøre græsslåningen nemmere. Vores vision er en Indego, der tilpasser sig sin have for at slå græsset perfekt hver gang, siger Markus Heyn.