Damixa lancerer nyt design til brusesystem

Danske Damixa tager hul på 2019 ved at lancere et nyt design til deres brusesystem, Slate, som samtidig har fået nye smarte funktioner.

Det opgraderede brusesystem, Slate 4, har et stilrent og minimalistisk udtryk med nye features. Håndbruseren på Slate er gået fra at have én funktion til nu at have tre funktioner, der nemt betjenes via en knap på selve håndbruseren.

Samtidig er håndbruseren blevet større og med mere runde hjørner. Ligeledes er designet ved topstangen ændret, så hovedbruseren nu har et mere “svævende” udtryk i forhold til før.

Karakteristisk for Slate 4 er den matsorte gummioverflade med den smarte funktion; RUB CLEAN ved hoved- og håndbruser. Denne funktion gør, at man med en finger nemt kan gnubbe på den fleksible sorte gummioverflade og dermed fjerne kalkaflejringer.

Udover det nye brusesystem består Slate-serien også af to forskellige vandhaner til håndvaske og fire forskellige køkkenvandhaner. Alle produkter fås med en matsort kontrast i designet, der gør, at Slate er behagelig at røre ved. Den sorte kontrast står flot til det blanke krom og får Slate til at være helt sin egen.

Køkkenvandhane og vandhane til håndvask fås også uden den sorte kontrast i designet.