Brusesystem og vandhane til minimalistisk badeværelse

Danske Damixa er klar med et nyt brusesystem og en ny vandhane til indbygning, hvilket gør det muligt at designe et minimalistisk badeværelse.

Danske Damixa introducerer en ny produktkategori til indbygning i væg. Det nye sortiment omfatter løsninger til både brusebad og håndvask og giver badeværelset et minimalistisk og elegant design.

Indbygningsprodukterne repræsenterer en naturlig udvikling for den danske producent af armaturer, som er kendt og anerkendt verden over for kvalitet i topklasse, innovation, smarte funktioner og ikke mindst prisvindende, skandinavisk design.


– Vi ser en voksende trend mod et endnu mere enkelt og minimalistisk design i danskernes boliger. Derfor er vi glade for at tilbyde en ny kategori, som bidrager til et endnu mere enkelt designudtryk i badeværelset, siger Henrik Egelund, udviklingschef hos FM Mattsson Mora Group Danmark, som Damixa er en del af.

Han tilføjer, at Damixas mission med den nye produktkategori til indbygning er at gøre det nemt for både fagfolk og slutkunder at vælge en flot og sikker løsning i den kendte, høje Damixa-kvalitet.

Attraktive designpakker til brus

Til lanceringen af de nye indbygningsprodukter tilbyder Damixa tre attraktive designpakker, komplet med termostat i indbygningsboks og udvendige greb og brusesæt i de elegante Damixa designserier Silhouet, Bell og Pine. Brusesættene har både håndbruser og vægmonteret hovedbruser.

– Men kunderne kan selvfølgelig også vælge blandt vores andre designserier til brusebadet, siger Henrik Egelund. Han understreger, at alle nødvendige dele til installationen er inkluderet, uanset om kunden køber en designpakke eller vælger at købe termostat og armatur separat fra det synlige brusesæt.

Til vandhanen skal VVS’eren bestille et håndvaskarmatur til indbygning og de udvendige dele, der skal til for at få en flot og fuldendt, indbygget løsning: Udløbsrør, greb og rosetter. De udvendige dele er i et stilrent Damixa-design, som passer til ethvert badeværelse.

Lækagesikring inkluderet

Damixas nye brusesystem og vandhane til indbygning er godkendt til installation i danske boliger og forsynet med lækagesikring.

– Lækagesikring af boksen er et krav ved indbygning i alle danske boliger. Den, og alle andre nødvendige fittings, er inkluderet i vores priser. Kunden skal altså ikke huske at tilvælge lækagesikringen og derefter selv regne den samlede pris ud. Det, mener vi, gør det lettere, mere reelt og mere gennemskueligt, siger Henrik Egelund.

Damixas nye produkter til indbygningsløsninger er i handlen nu.